Sparekassen Kronjylland støtter Rytmus’ foreningsarbejde og styrker det lokale musikmiljø
Rytmus – det lokale spillested drevet af frivillige ildsjæle – modtager nu et økonomisk skulderklap fra Sparekassen Kronjylland. Sponsoratet skal bidrage til at understøtte Rytmus’ foreningsarbejde og give mulighed for at skabe unikke musikoplevelser i Den Gamle Biograf i Mariager.
“Med Rytmus har vi et spillested, hvor både upcoming navne og etablerede kunstnere kan udfolde sig i fællesskab med publikum. Det er et uhyre vigtigt sted for kulturlivet i vores område, og derfor er vi glade for at kunne bakke op om foreningens arbejde. Rytmus skaber liv i Mariager, oplevelser for byens borgerne og noget at køre efter for de besøgende – til gavn for hele byen,” udtaler Michael Nielsen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Mariager.
“Det er et kæmpe skulderklap for vores forening at modtage støtte fra Sparekassen Kronjylland. Vi er stolte over at have lokalopbakning fra en sparekasse, der også vægter kulturlivet højt. Sponsoratet giver os mulighed for at gøre vores koncerter og arrangementer endnu mere professionelle og tilgængelige,” fortæller Torben Holmgren, formand for Rytmus.
Rytmus arbejder målrettet på at være et bredt samlingspunkt for musikudøvere og musikelskere, uanset alder, genre og baggrund. Med en stærk base af frivillige ildsjæle har Rytmus skabt en platform, hvor musikere møder et engageret publikum og ikke mindst de frivillige som bærer ”hverdagen” på spillestedet.
Sparekassen Kronjyllands sponsorat er et konkret eksempel på, hvordan en lokal finansiel aktør kan medvirke til at sætte skub i udviklingen af kulturtilbud og fællesskaber, til gavn for hele området.