Stærkt fællesskab og flot spil sender Fyrkat Q’s U15 piger i pokalsemifinale
Tirsdag den 14. maj kl. 19.00 spiller Fyrkat Q’s U15-piger semifinale i DBU’s Pokalturnering mod Lyseng IF på Valsgård Stadion – en aften, der forventes at blive noget helt særligt for hele klubben.
U15-pigerne har spillet sig hele vejen til semifinalen og har undervejs besejret stærke modstandere som Aars IK, Viborg Q og Fortuna Hjørring. Blandt de oprindelige 47 deltagende hold er Fyrkat Q nu blandt de sidste fire – en bedrift, der skaber både glæde og et stærkt sammenhold i truppen og i hele klubben.
I slutningen af april besejrede Fyrkat Q Lyseng IF med 5-1 på hjemmebane, og klubben forventer derfor et spændende og intenst opgør i pokalsemifinalen.
For at skabe den bedste stemning på tribunen og styrke fællesskabet har Fyrkat Q valgt at samle alle piger fra U11 til U17-årgangene til træning på Valsgård Stadion. Efter træningen vil de kunne heppe på U15-holdet og være med til at skabe en uforglemmelig stemning.
Den kommende U11-årgang får samtidig mulighed for at opleve, hvordan det er at være en del af noget større. De får indsigt i det stærke samarbejde mellem moderklubberne Arden, Hobro, Mariager og Valsgård, som tilsammen danner Fyrkat Q.
Alle er velkomne til at komme og støtte pigerne på Valsgård Stadion og blive en del af den fantastiske stemning. Kom og oplev en aften fyldt med fodboldglæde, fællesskab og intens sport!
U15-pigerne går til semifinalen med masser af energi og et stærkt fællesskab i ryggen. De har fået en flot start i Liga 1 og ligger i øjeblikket nummer 2 i Jylland/Fyn-puljen – der er derfor al mulig grund til at se frem til denne spændende kamp.