Statens Kunstfond støtter Mariagerfjord Kommunes Kunstråd med 50.000 kr.
Udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune skal på møde den 5. februar 2025 bl.a. behandle punktet: Tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen til Mariagerfjord Kommunes Kunstråd
Mariagerfjord Kommunes Kunstråd har ansøgt og fået en bevilling på 50.000 kr. fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst fra puljen ”Tilskud til Kommunale Billedkunstråd”. Midlerne skal understøtte rådets arbejde i 2025, og der kan søges igen sidst på året for tilskud til 2026.
Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Kultur og Fritid: At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Mariagerfjord Kommunes Kunstråd er en i Mariagerfjord Kommune hjemmehørende forening oprettet i 2022 med det formål at rådgive om professionelle løsninger indenfor billedkunst, kunsthåndværk og design. Rådgivning, vejledning og gennemførelse af projekter kan rettes mod og ske i samarbejde med såvel politikere som embedsværk, med institutioner og private.
Rådet forestår indkøb og viderefører dermed Hobro Kunstsamlings aktiviteter, herunder forvaltning af kunstsamlingen.
Kunstrådet fik bevilling til drift fra 2024 og har i løbet af året afholdt fire møder og en studietur. På første møde konstituerede rådet sig med formand Søren C. Olesen, næstformand Camilla Mez og kasserer Jørgen Basballe. Anne Lie Stokbro, kunstfaglig medarbejder ved Kunstetagerne, er sekretær for rådet.
Kort beretning fra Mariagerfjord Kommunes Kunstråd:
- Betaling af Nanna Hertofts gobelin ”Basaltklipper, Selfoss, Nordisland”. Ophængningssted endnu ikke bestemt.
- Betaling og opsætning af Laila Westergaards ”Vejrfrise” til Mariager Skole.
- Rådgivning vedr. renovering og genopstilling af Franz Viggo Hansens skulptur ”Mor og Barn” i Hadsund.
- Erhvervelse af to af Vibeke Glarbos både i asfalt (udstillet på Christiansø).
- Udsmykning af Festival of Europes lokaler i Mariager.
- Opstilling af tre store bronzer af Vibeke Glarbo ved Tinglysningsretten.
- Gaver fra Bente og Svend Nielsens Samling.
- Behandling af nyt og gammelt arkivmateriale. Vi ansøger om at få en praktikant til arbejdet.
- Køb af 5 grafiske værker fra Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted.
- Flytning af Erik Heides skulptur ”Håbets Bur” fra nuværende og dårlige placering. Ny placering evt. ved Vive Havn.
- Plan for renovering af pladsen ved vandkunsten ”Kredsløb” af Margrete Sørensen.
- Markering af Hobro Kunstsamlings 50 års jubilæum i 2025.
Mariagerfjord Kommunes Kunstråd arbejder for øget professionel, kunstnerisk aktivitet i Mariagerfjord Kommune.
Rådet arbejder for:
- Forskønnelse af kommunen gennem etablering af kunstnerisk udsmykning.
- At øge formidlingen af den professionelle kunst i Mariagerfjord Kommune.
- At øge kunstinteressen i Mariagerfjord Kommune.
- At brande Mariagerfjord Kommune som kulturkommune.
Mariagerfjord Kommunes Kunstråd består af otte medlemmer med kunstfaglig baggrund eller interesse. De otte valgte personer fungerer som bestyrelse og skal kunne godkendes af Kunststyrelsen:
- Byrådet udpeger fra Udvalget for Fritid og Kultur to medlemmer ved hver valgperiodes begyndelse.
- Kulturelt Samråd udpeger én professionel kunstner eller kunstinteresseret person bosat i kommunen.
- Billedkunstnernes Forbund Nordjylland udpeger én kunstner fra landsdelen.
- Blandt Kunstsamlingens kunstnere udpeges ét medlem.
- Kunstetagerne udpeger to kunstkyndige medlemmer.
- Kunstfaglig medarbejder ved Kunstetagerne er ligeledes medlem og sekretær for rådet.
Bilag
Mariagerfjord Kommune Kunstråd – godkendte vedtægter.cleaned