Status på arbejdet med Uddannelsesby Hobro
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune holder møde den 8. november 2023, hvor der på dagsordenen bl.a. er: Status på arbejdet med Uddannelsesby Hobro
I henhold til beslutningen på udvalgsmødet for Arbejdsmarked og Uddannelse 2. december 2021, skal der løbende afrapporteres på arbejdet med Strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse samt Økonomiudvalget. Desuden er Uddannelsesby Hobro en prioriteret indsats i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelses visioner under fokusområdet Det skal være godt at være ung i Mariagerfjord, hvorfor det er væsentligt med en status på, hvilke indsatser der aktuelt arbejdes med i regi af Uddannelsesby Hobro.
Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse:
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Uddannelse er en væsentlig katalysator for vækst, bosætning og rekruttering, og derfor er uddannelse også et vigtigt afsæt for hele kommunens udvikling. Byrådet godkendte 21. december 2021 strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby, som har til formål at sætte retningen for kommunens arbejde med at styrke uddannelses- og studiemiljøet i Hobro. Strategien har tre overordnede mål:
- Det samlede antal unge i Mariagerfjord Kommune, der gennemfører en kompetencegivende uddannelse stiger.
- Udbuddet af uddannelser i Mariagerfjord Kommune matcher de unges ønsker og virksomhedernes behov.
- Flere unge og voksne fra omkringliggende kommuner tager uddannelse i Mariagerfjord Kommune.
Med et særligt fokus på den unge målgruppe, understøtter arbejdet med Uddannelsesby Hobro Byrådets vision om at skabe rammerne for, at Mariagerfjord er et godt sted at leve og opleve, lære og uddanne sig, drive forening og virksomhed og ikke mindst bosætte sig og bo. Strategien for Hobro som attraktiv uddannelsesby er bygget op om seks temaer. Herunder gives en status på arbejdet med hvert tema.
Tema 1: Vi lykkes sammen
Partnerskabet for Uddannelsesby Hobro mødes fire gange årligt, og de handlinger, som partnerskabet har prioriteret at samarbejde om, er i fuld gang med at blive eksekveret, ligesom der løbende arbejdes med de øvrige temaer i strategien. Derudover bliver der løbende indgået nye partnerskabsaftaler med de lokale virksomheder med henblik på at hjælpe såvel unge som voksne ved at inspirere og vejlede dem til deres fremtidige uddannelsesvalg og arbejdsliv. I alt er der på nuværende tidspunkt indgået 149 partnerskabsaftaler, som hver især bidrager til at fremtidssikre den kompetente arbejdskraft lokalt.
Tema 2: Byens puls
10. august godkendte udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse et forslag om at oprette en Ungepulje. Til at behandle ansøgningerne og bevilge midlerne er der tilknyttet et rådgivende ungepanel, bestående af 13 unge i målgruppen for ungepuljen. På nuværende tidspunkt er der kommet tre ansøgninger til puljen.
Ultimo september blev der afholdt dialogmøde med fokus på at styrke ungekulturen i Mariagerfjord Kommune. Dialogmødet blev arrangeret af Ishuset Live, Aktivitetsudvalget, UngKult og Mariagerfjord Gymnasium i samarbejde med Mariagerfjord Kommune. Deltagerne bestod blandt andet af unge, handelslivet, politikere, uddannelsesinstitutioner og kulturaktører. Der kom en masse forslag ud af dialogmødet, f.eks. ansættelse af en kulturpedel, større synlighed af aktiviteter for unge, enklere adgang til det kommunale samt events på tværs af ungdomsuddannelserne. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse samt Udvalget for Kultur og Fritid drøfter forslagene på et fælles udvalgsmøde i januar.
Aktivitetsdag 2023 løb af stablen ultimo september. Her dystede 350 førsteårselever fra ungdomsuddannelserne i en række forskellige aktiviteter, som kulturinstitutioner, handelslivet, Headsspace og kommunen stod for. Dagen fandt sted i Hobro midtby, og eleverne blev således introduceret for byen og de mange forskellige tilbud.
De mange drøftelser om campus over de seneste år skal nu udmøntes i konkrete planer. Etableringsopgaven vil blive faseopdelt, og opgaven med bygherrerådgivning for det forventede campusprojekt bliver sendt i EU-udbud inden for kort tid. Parallelt med dette er der fokus på fundraising, så den endelige finansieringsmodel kan komme på plads.
27. april 2023 godkendte Byrådet forslag til principper for almene boliger og alment nybyggeri. Heri fokuseres blandt andet på tildeling af midler til understøttelse af kommunens ungdomsboligindsats. Dette skal ses i sammenhæng med kommunens ambitioner om øget bosætning og falder godt i tråd med den intensiverede profilering af uddannelsesområdet i kommunen kombineret med de vækstplaner, der ligger i et campus i Hobro midtby.
Tema 3: Styrket vejledning
Primo november 2023 afholdes uddannelsesaftener for elever i udskolingen og deres forældre. Fordelt på tre aftener forventes ca. 1.000 besøgende, som skal lytte til oplæg om de forskellige ungdomsuddannelser. Det lokale arbejdsmarked bliver inddraget på aftenerne i form af en messestand med henblik på at lave en god kobling mellem uddannelse og karrieremuligheder. Ungecenter Mariagerfjord vil have en central stand på aftenenerne, hvor de blandt andet vil uddele det nye vejledningsmateriale Din vejviser til uddannelse og karriere. Materialet benyttes desuden løbende i vejledningsindsatsen på skolerne, på uddannelsesvejledernes forældremøder og i øvrige relevante sammenhænge. Vejledningsmaterialet kan også tilgås i en digital udgave på hjemmesiden: https://www.uddannelsesbyhobro.dk/uddannelsesvejledning/din-vejviser-til-uddannelse-og-karriere
Primo november afholdes EUDcationday, som faciliteres af elever og faglærere fra HEG, Hobro. Her deltager i alt 85 medarbejdere fordelt på udskolingslærere, uddannelsesvejledere og undervisere fra Ungdomsskolen. EUDcationday har til formål at styrke vejledningsindsatsen i forhold til udskolingseleverne samt øge kendskabet til de moderne og teknologiske læringsmiljøer, der findes på Erhvervsskolerne. Indholdsmæssigt får lærerne lov til at prøve kræfter med de mange erhvervsrettede uddannelser, som HEG tilbyder, og de gennemgående temaer er praksisfaglighed og hands-on aktiviteter.
Tema 4: Tiltrækning og fastholdelse af uddannelser
UCN har medio september sendt en ansøgning til Uddannelses- og Forskningsministeriet om at oprette en filial af Datamatikeruddannelsen i Hobro. Der forventes svar på ansøgningen ultimo november. UCN planlægger ud fra en antagelse om, at de får et ja til ansøgningen, hvorfor de allerede nu er i gang med at bemande og organisere deres konkrete uddannelsesaktiviteter. Der har desuden være indledende drøftelser mellem UCN, Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Erhverv vedr. rekruttering af studerende til uddannelsen.
Herudover har SOSU Nords bestyrelse besluttet at etablere hovedforløb i Hobro. På foranledning af SOSU Nord er der etableret en arbejdsgruppe med repræsentanter fra SOSU Nord og Mariagerfjord Kommune, som skal sikre et tæt samarbejde om det lokale uddannelsestilbud Grundforløb 1, Sundhed, omsorg og pædagogik. Samarbejdet skal styrke og sikre en kontinuerlig drift af uddannelsen med afsæt i fælles behov. Arbejdsgruppen skal særligt arbejde på at styrke:
- Hands-on aktiviteter der involverer teknologi
- Ung-til-ung vejledning, f.eks. i forbindelse med uddannelsesaftener
- Brobygning, spireordning og snusepraktik
Tema 5: Transport og logistik
Tidligere på året sendte NT forslag til Fremtidens Kollektive Trafik i høring. Mariagerfjord Kommune indsendte et høringssvar primo marts, som opfordrede til, at et forslag i et tidligere oplæg til Fremtidens Kollektive Trafik, hvori der indgik betjening med ekspresbusser nord og syd om fjorden mellem hovedbyerne i Mariagerfjord Kommune, atter blev indarbejdet. Der er nu igangsat en dialog med NT i forhold til at belyse mulighederne omkring ekspresbusser rundt om fjorden, særligt i forhold til de økonomiske aspekter.
Tema 6: Branding
Ud over de seks casevideoer der er blevet lavet i forbindelse med vejledningsmaterialet, som har til hensigt at synliggøre de stier, der kan trædes rent uddannelses- og karrieremæssigt her i kommunen, er der også produceret en video om ungemiljøet og studielivet i Hobro. De i alt syv videoer vil blive brugt i vejledningsindsatsen såvel som på de sociale medier til en mere generel markedsføring af Uddannelsesby Hobro og de lokale karrieremuligheder.
Der arbejdes løbende med formidlingen af de gode historier relateret til unge- og uddannelsesområdet via de sociale medier og pressemeddelelser. Alle nyheder relateret til Uddannelsesby Hobro kan ses på hjemmesiden: https://www.uddannelsesbyhobro.dk/nyheder
Derudover er et nyt nyhedsbrev fra Uddannelsesby Hobro på trapperne, som er målrettet borgere og diverse interessenter, som vil følge udviklingen og arbejdet med Uddannelsesby Hobro og campus. Nyhedsbrevet kan ses her: https://email.wanek-myrner.dk/t/r-e-ttujikid-l-h/