ForsideHobroStore kendte byudviklingsprojekter forventes at medføre et større behov for parkering i...

Store kendte byudviklingsprojekter forventes at medføre et større behov for parkering i Hobro midtby

- Annonce -

Store kendte byudviklingsprojekter forventes at medføre et større behov for parkering i Hobro midtby

Mariagerfjord Kommune har udarbejdet en ny parkeringsplan – Forslag til Parkeringsplan 2023. En plan der behandles i udvalget for Teknik og Miljø den 5. marts 2024.

Mariagerfjord Kommune har udarbejdet en ny parkeringsplan. Planen giver status på parkeringssituationen i dag for Hobro og Hadsund. Parkeringsplanen retter samtidig blikket mod fremtiden, hvor planen redegør for kommende kendte byudviklingsprojekter set i forhold til parkering og trafikafvikling.

Byrådet bedes godkende parkeringsplanen inklusive bilag.

Indstilling

Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:

  1. At Parkeringsplan 2023 godkendes.
  2. At kommunens fremtidige handlinger, beskrevet i parkeringsplanen, tages til efterretning.
  3. At kommunens fremtidige handlinger, der kan rummes indenfor det vedtagne budget til Parkeringshandleplan, administreres og igangsættes af fagenheden for Teknik og Miljø.

Inddragelse

Fagenheden har været i dialog med handelstandsforeningerne i Hobro og Hadsund for at udvælge de mest relevante perioder for dataindsamling. Dataindsamlingen for den såkaldte belægningsregistrering og stopinterviews er gennemført på en onsdag, en fredag og en lørdag i tidsrummet 8-18. Den er udført på datoerne 18., 22. og 24. marts 2023.

Spørgeskemaundersøgelsen blandt de handelsdrivende er udført i uge 17 og uge 18 i 2023.

Sagsfremstilling

Parkeringsplanen

Arbejdet med parkeringsplanen omfatter hoveddokument Parkeringsplan 2023 og bilagsmateriale Parkeringsregnskab, Parkeringsnorm og Parkeringsfond. Se vedlagte bilag 1, 2, 3 og 4.

  • Parkeringsregnskab: Bilag til Parkeringsplan med detaljerede oplysninger om parkeringsforhold, anvendelse og tilfredshed af parkeringen samt en analyse af fremtidigt behov for parkering.
  • Parkeringsnorm: Dokument med norm for etablering af parkering for biler og cykler i forbindelse med lokalplanlægning og byggesagsbehandling.
  • Parkeringsfond: Dokument med beskrivelse af kommunens parkeringsfond, der kan anvendes i tilfælde, hvor det er umuligt at finde tilstrækkeligt antal parkeringspladser på egen eller en anden grund.

Situationen i dag

Indledningsvist kan det nævnes, at dataindsamlingen generelt viser, at der er parkeringspladser nok og at de adspurgte borgere samt de erhvervsdrivende generelt er tilfredse.

Belægningsregistrering:

Fagenheden har undersøgt, hvor meget de offentligt tilgængelige parkeringspladser i Hobro og Hadsund midtby bliver brugt gennem en registrering af belægningsgraden i marts 2023. Belægningsgraden er således et udtryk for, hvor meget parkeringspladserne bliver benyttet af parkerede biler. Dette holdt op imod at Mariagerfjord Kommune arbejder ud fra, at belægningsgraden generelt ikke må overstige 85 %. Målsætningen har i kommunen været benyttet i mange år og afspejler et niveau for, hvornår der kan opstå en uhensigtsmæssig parkeringssøgende trafik.

Registreringen viser, at den største udnyttelse af parkeringsanlæggene findes i Hobro, men at der overordnet set er en stor restkapacitet af parkering i begge midtbyer. Fælles for begge byer gælder, at belægningsgraden er højest i hverdagene ved middagstid, men langt fra at overstige 85 %.

Hobro: Den højeste belægningsgrad er registreret fredag kl. 12, hvor belægningsgraden er registreret til 61% (alle pladser samlet set).

Hadsund: Den højeste registrerede belægningsgrad er 41% i tidsrummet kl. 11.00 til kl. 13.00 på hverdagene (alle pladser samlet set).

Delområder:

Midtbyerne er også delt ind i delområder for at undersøge, om der er lokale udfordringer, se bilag 5. I delområderne arbejdes der ud fra den forudsætning, at det kan accepteres, at enkelte parkeringspladser er fyldte mere end 85 %, hvis der er tilstrækkelig ledig parkering på andre p-anlæg i samme delområde. Det har til hensigt, at parkeringsbehovet ikke overvurderes og dermed undgås en overdimensionering og unødigt ressourceforbrug blandt andet til gavn for klimaet.

Der er ingen delområder i Hobro og Hadsund, der formiddag, eftermiddag eller aften har udfordringer med belægningen. I et enkelt tilfælde opstår der i spidstimen (fredag mellem kl. 12 og 13) en belægningsgrad på 88 %, som er over målet om 85 %, i delområde 3 i Hobro.

Tilfredshed med parkering:

Der er lavet stopinterviews fortrinsvist på Nytorv i Hobro samt ved Netto/Brugsen og ved Brogade i Hadsund. Der er udsendt spørgeskemaundersøgelser, som har kortlagt, hvordan butikkerne i Hobro og Hadsund midtby selv opfatter parkeringsforholdene samt på vegne af deres ansatte og kunder. Mere end 300 borgere og mere end 50 erhvervsdrivende har svaret på spørgeskemaet.

De erhvervsdrivende er udvalgt med erhverv, der relaterer sig til service og handel i Hobro og Hadsund midtby. Stopinterview er valgt som metode, hvor borgere spørges ind til tilfredsheden på stedet, da det erfaringsmæssigt giver et mere retvisende billede af tilfredsheden blandt borgerne i modsætning til udlevering af folder, hvor borgerne senere selv kan vælge at besvare spørgsmålene.

Generelt er tilfredsheden med parkeringsforholdene stor. Butikkerne, der svarer på vegne af kunderne, er generelt lidt mere forbeholdne, men er overordnet set også tilfredse med parkeringsforholdene. Brugerne er også blevet spurgt ind til mulige forbedringer, og her nævnes flere parkeringspladser, bredere parkeringsbåse, mere parkeringstid og bedre vejvisning.

Situationen i fremtiden

Der forventes en større byudvikling særligt i Hobro, som ændrer behovet og muligvis efterspørgslen på parkering. Følgende større byudviklingsprojekter er kendte, og særligt de øverste fire projekter forventes at medføre et større behov for parkering i Hobro midtby, såfremt de realiseres:

  • Campus Hobro: Nyt stort uddannelsesområde placeret ved Texacogrunden
  • Føtex Hobro: Ombygning med boliger
  • Nyt bibliotek og borgerservice: Om-/nybygning ved eksisterende
  • Ny biograf ved Theatertorvet
  • Fyrkat er optaget som UNESCO verdensarv
  • Panoramaruten

Projekterne vil dels medføre, at noget af den eksisterende parkering nedlægges, for eksempel Texacogrunden, og dels medføre et større behov for parkeringspladser. Som udgangspunkt skal ny parkering rummes på egen grund indenfor det konkrete byudviklingsprojekt, men pladsmangel kan medføre behov for anlæg af offentlig tilgængelig parkering jf. kommunens parkeringsfond.

I den forbindelse er der regnet på et scenarie, hvor der skal findes plads til 1/3 af det samlede forventede behov for parkeringspladser, som følge af byudviklingsprojekterne. I Hobro midtby er der generelt en ledig parkeringsreserve, som kan rumme 1/3 af det samlede forventede behov herunder også den nødvendige nedlæggelse af parkering på for eksempel Texacogrunden.

Dog vil balancen mellem fri/ureguleret parkering og tidsbegrænset parkering skulle justeres, da en nedlæggelse af Texacogrunden vil medføre, at restkapaciteten af fri/ureguleret parkering er opbrugt. Ligeledes bør det holdes for øje, at noget af den offentligt tilgængelige parkering i Hobro er sikret af private grundejere, som for eksempel REMA 1000.

Såfremt Mariagerfjord Kommune skal finde areal til ny parkering i henhold til parkeringsfonden og de kendte byudviklingsprojekter, er Dyrskuepladsen den mest oplagte mulighed. Dyrskuepladsen er en af fem udpegede potentielle muligheder i parkeringsplanen for anlæg af ny parkering i Hobro. De fem udpegede muligheder er alle overordnet vurderet ud fra en række parametre, herunder blandt andet trafikafvikling, god adgang fra det overordnede vejnet og mulighed for etablering af større p-anlæg.

Netop trafikafviklingen har været central i vurderingen af potentielle muligheder for ny parkering. Dette er viderebehandlet og Udvalget for Teknik og Miljø besluttede 8. januar 2023, at der skal igangsættes en trafikal analyse i Hobro.

Handlinger og økonomi

I bilag 1 på side 14 ses kommunens handlinger på parkeringsområdet, som også fremhæves her sammen med overslagspriser:

TiltagOverslagspris inkl. rådgivning og interne ressourcer
Trafikal analyse i Hobro midtby400.000 – 550.000 kr.
Opkøb af ejendom i eller nær delområde 3, Hobro samt etablering af parkering for sikring af mål om maks 85% belægningsgradUdgiften er afhængig af forhandling, og ligger udenfor det aktuelle budget til Parkeringshandleplan
Handicapparkering på Store Torv i Hobro gågade flyttes udenfor gågade10.000 kr.
Lempeligere tidsrestriktioner på en række af kommunens parkeringspladser225.000 kr.
Etablering af bredere parkeringsbåse ifm. nyanlæg, genafmærkning efter konkret vurdering, dog ekskl. delområde 3 Hobro
Etablering af parkeringssøgesystem af stationære tavler200.000 kr.
Sikring af tilstrækkelig ureguleret parkering i delområde 1 i Hobro som følge af byudviklingsprojekter ved ændring af skiltning i et delområde af Brotorv25.000 kr.

Handlingerne præsenteret i parkeringsplanen er hensigtserklæringer, hvis udførelse afhænger af budgettet, der er til rådighed. Generelt kan det nævnes, at samtlige handlinger ikke kan rummes indenfor budgettet i 2025, 2026 og 2027 afsat til Parkeringshandleplan. Derfor er det en plan, fagenheden arbejder ud fra og som er afhængig af, hvad budgettet kan rumme.

Parkeringsnorm

Mariagerfjord Kommunes parkeringsnorm er ved revidering af parkeringsplanen generelt præciseret og gjort mere hensigtsmæssig at arbejde ud fra. Det kan for eksempel ses ved boligbyggeri (etageboliger), hvor der før blev reguleret efter antal kvadratmeter og nu reguleres efter antal boliger. Generelt er normen for boligbyggeri ikke ændret, dog er normkravet for ældreboliger reduceret lidt fra 1 pr. 3 boligenheder til 1 pr. 5 boligenheder. Den nye parkeringsnorm er gældende for hele Mariagerfjord Kommune og kan kun fraviges i særlige tilfælde.

Miljøvurdering af planer

Mariagerfjord Kommune har foretaget en screening af miljøpåvirkninger i henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” ved udarbejdelse af parkeringsplan 2023. Resultatet af screeningen er, at parkeringsplanen ikke får væsentlige indvirkninger på miljøet. Mariagerfjord Kommune har derfor truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.

Økonomi

Der er i overslagsårene 2025, 2026 og 2027 afsat 500.000 kr. i hvert af budgetårerne. Der er intet budget for 2024.

Bilag

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler