”Tid til at give stafetten videre i 2026” – forstanderskifte på Mariager Højskole
Den 1. juli 2026 får Mariager Højskole ny forstander. Skolens nuværende forstander, Leif Petterson, stopper og bliver afløst af den 43-årige Gideon Jakobsen, der kommer fra en stilling som forstander på Frydensberg Efterskole, som også ligger i Mariager.
Leif Petterson har været ansat på Mariager Højskole i 23 år, siden 2019 som forstander – og det er efter eget ønske, at han til juli stopper som forstander, oplyser formand for bestyrelsen, Ellen Frismodt.
”Leifs oplevelse er, at det er tid for ham at give stafetten videre til en anden, som kan lede skolen ind i dens næste fase,” forklarer hun. ”Derudover har han et ønske om at hellige sig undervisningen på skolen noget mere.”
Efter forstanderskiftet fortsætter Leif Petterson således som lærer på Mariager Højskole, hvor han primært skal undervise i teologi og lederskab. Det betragter Ellen Frismodt som en stor gevinst for skolen, da hun anser hans faglighed for at være helt i top:
”Han besidder solide, teologiske kompetencer og har derudover via en ph.d. specialiseret sig i pentekostal og karismatisk kristendom i Danmark,” anfører hun og fortsætter:
”Vi sætter i det hele taget stor pris på Leif. Han er meget værdsat blandt både personale og elever, har et stærkt, personligt engagement og involverer sig gerne i den enkelte. Så stor tak fra bestyrelsen til Leif for hans indsats som forstander.”
Bestyrelsen for Mariager Højskole vurderer, at de i Gideon Jakobsen har fundet den helt perfekte person til at overtage opgaven som forstander efter Leif Petterson.
”Gideon passer meget præcist ind i den profil, vi har ønsket. Siden 2018 har han været efterskoleforstander, og før det var han ledende præst i en større frikirke. Det er en god kombination med både noget pastoralt og nogle stærke lederkompetencer,” lyder det fra Ellen Frismodt, som uddyber:
”Generelt er der i samfundet – men særligt blandt unge – en voksende interesse for kristne værdier og for at bringe troen ind i sit liv. Den interesse ønsker vi at møde og underbygge på Mariager Højskole. Vi vurderer, at Gideon er den rette mand til at udstikke en vision og retning for dét samt at favne disse unge.”
Gideon Jakobsen tilstår, at det er med vemod, han skal forlade Frydensberg Efterskole, hvor han har stået i spidsen for en proces med forandring af skolens image samt en gennemgribende renovering af de fysiske rammer. Dertil kommer byggeriet af en sportshal; et projekt, som afsluttes til sommer.
”Jeg er glad for at være på Frydensberg, så det bliver svært for mig at sige farvel. Samtidig ser jeg frem til den nye opgave og glæder mig til at lære mine kommende kolleger at kende. Særligt glæder jeg mig over, at Leif Petterson fortsætter på skolen som lærer,” siger han og understreger:
”Jeg er meget beæret og ydmyg over at blive spurgt om at blive forstander på Mariager Højskole. Som tidligere elev på skolen har jeg selv erfaret, hvor livsforvandlende et højskoleophold kan være. I den tid, vi lever i, er der mere end før brug for en skole, som tydeliggør Bibelens relevans, og som udruster næste generation til at gøre en forskel i kirke og samfund.”
Gideon Jakobsen er gift med Dorthe, som han har tre børn sammen med. Derudover er der et plejebarn i familien. Han har en bachelor i praktisk teologi samt en diplomuddannelse i ledelse. Derudover er han i gang med en master i ledelse fra Aalborg Universitet.



