Tilbageblik: ‘IsBjørn’ samlede 100 lokale borgere til indvielsesfest – Ny ishytte er åbnet i Norup
I et tilbageblik på nogle af de gode historier på Mariagerfjordposten.dk går vi tilbage til juni måned 2024 og finder denne – læs eller genlæs den her:
‘IsBjørn’ samlede 100 lokale borgere til indvielsesfest – Ny ishytte er åbnet i Norup
Sommeren er over os, og hvis du endnu ikke har hørt om det, så er der åbnet en lille forretning i Norup.
Den 4. juni om eftermiddagen samledes ca. 100 borgere fra lokalområdet ved Nebstrupvej 1 for at deltage i åbningen af Ishytten, der tilbyder høflig selvbetjening af blandt andet is, chips, sodavand og alkoholfrie øl. Allerede om formiddagen havde børnene fra Børnehaven Frimærket været forbi til indvielsessmagsprøver, som var sponsoreret af Premier Is, og om eftermiddagen var der så grillpølser, øl, slush-ice, popcorn og musik.
Når man nu alligevel er i gang med at bygge
Laura Holm og Bjørn Scherbarth danner par, og har de seneste år restaureret på en gammel murmester villa i centrum af Norup. Og det var her, at ideen opstod. ”Der kommer næsten dagligt cykelturister eller forbipasserende forbi, fordi vores hus ligger ud til vejen, der blandt andet fører ned til fjorden og Mariagerfjord Golf, og flere har efterspurgt kolde drikke eller is. Og så tænkte jeg, hvorfor så ikke benytte lejligheden til at holde lidt på dem her i byen?” Udtaler Bjørn Scherbarth
”Vi har begge arbejdet aktivt sammen med nogle andre gode lokale og har fået skabt en ny stor naturlegeplads, et shelterområde med bålplads samt en igangværende restaurering af klubhuset på selvsamme stadion, så hvad er bedre end at kunne stikke forbi til en is, når lokale eller gæster tager ud og leger med deres børn? Og vi er jo alligevel i gang med det helt store projekt her,” supplerer Laura Holm.
Det gode liv i landdistrikterne er usigeligt vigtigt
Ishytten står ikke for hyggen alene, for der er også etableret et loungeområde, hvor man kan smække benene op, tage et hvil i skyggen, lade telefonen op, og hvis man er heldig lige smutte på Wifi og læse mere om området.
Ishytten, der går under navnet ”IsBjørn”, vil holde åbent frem til efterårsferien, og i sommermånederne er der åbent fra morgen til aften.
Laura Holm og Bjørn Scherbarth er begge optaget af at udvikle det gode liv i landdistrikterne. ”Der kommer kun den udvikling, vi selv skaber, og derfor skal der flere tiltag til, for at vi kan få borgerne ud af deres huse og opleve fællesskabet – og det kan vi fx understøtte ved at etablere mødesteder. Næste skridt er en bogbyttecentral og en lille plads til udendørskoncerter. Og så arbejdes der på en lille turistattraktion, men mere om det senere” slutter parret.