Tilbageblik: Fonden Hedehuset – en stor socialøkonomisk virksomhed i Mariagerfjord
I et tilbageblik på nogle af de gode historier i de første 6 måneder af 2023 finder vi denne – læs eller genlæs den her:
Fonden Hedehuset – en stor socialøkonomisk virksomhed i Mariagerfjord Kommune
Fonden Hedehuset, med hovedkontoret på den tidligere banegård i Hobro og med afdelinger spredt ud i området, er med årene blevet en stor virksomhed i Mariagerfjord Kommune. I dag har Fonden Hedehuset ca. 150 ansatte og visioner og planer i skuffen til mere.
I 2009 blev Carsten Bredahl ansat som direktør for Fonden Hedehuset, og han er med sin drivkraft og mange gode ideer en væsentlig grund til succesen hos den socialøkonomiske virksomhed.
– For os handler det om, at de tilbud som vi har for sårbare børn, unge og voksne kan gøre en forskel for de visiterede borgere, der er hos os. Vi har altid sat kvalitet højt, og har i dag en lang erfaring med socialpædagogiske problemstillinger, og samarbejder med mange af landets kommuner, fortæller Carsten Bredahl og fortsætter:
– Vi har været heldige eller dygtige til at kunne tiltrække ildsjæle og stabile medarbejdere, der i en årrække har været med til at udvikle os som virksomhed, skabe tryghed for og været med til at gøre en stor forskel for mange visiterede borgere.
Tilbuddene hos Fonden Hedehuset er opholdssteder for børn og unge, bosteder for voksne med særlige støttebehov, beskæftigelse til ledige, STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) og aktivitet og samvær for førtidspensionister.
Medarbejdere der brænder for deres arbejde gør en kæmpe forskel
– Vi gør meget ud af, at vores medarbejdere skal have den nødvendige faglige uddannelse til det pågældende job, og efteruddannes ved behov og relevans. Hos Fonden Hedehuset ser vi børn og unge, som netop børn og unge og ikke som behandlingsobjekter, fortæller Carsten.
– Jeg tænker bare, at vores passion for at gøre en forskel for de børn, unge og voksne, der af den ene eller anden årsag opholder sig hos os, er et af de væsentlige svar på den positive udvikling som Fonden Hedehuset har oplevet gennem årene, slutter Carsten Bredahl.
Fonden Hedehuset har 4 opholdssteder for børn og unge, 2 botilbud for voksne, bostøtte for borgere i eget hjem, og deres beskæftigelsesindsatser og STU er placeret på Rosengade, Harlekin værkstederne samt Café Salt på Saltcenteret i Mariager.