Tilbageblik: Fra sommerkonstitueret til fastansat: Alex Mosbech Jensen er Øster Hurups nye uddeler
I et tilbageblik på nogle af de gode historier på Mariagerfjordposten.dk går vi tilbage til september 2024 og finder denne – læs eller genlæs den her:
Fra sommerkonstitueret til fastansat: Alex Mosbech Jensen er Øster Hurups nye uddeler
Efter en sommer som konstitueret uddeler, har Alex Mosbech Jensen nu fået fast ansættelse som uddeler i Dagli’Brugsen Øster Hurup. Alex, som er 47 år gammel, har allerede gjort sig positivt bemærket i butikken gennem sommeren og “bagved” fået skruet på nogle knapper, der gør, at butikkens fremtidige økonomi ser lovende ud.
Alex bor til daglig i Hadsund, men nyder også tiden i sit sommerhus i Øster Hurup, hvor han bruger mange af sine fritimer. Ud over sit engagement i arbejdet, er han en aktiv mand, der holder af at spille fodbold og tilbringe tid med sin familie.
I denne uge havde Alex sin første arbejdsdag som fastansat i Dagli’Brugsen Øster Hurup, og Mariagerfjordposten.dk tog en snak med den nye uddeler om hans forventninger til jobbet. Han ser frem til udfordringerne og de muligheder, den nye stilling bringer:
– Jeg glæder mig til at prøve kræfter med Dagli’Brugsen Øster Hurup, og jeg er meget stolt over at have fået muligheden af Hadsund Brugsforening efter min sommer som konstitueret uddeler.
– Jeg ser et stort potentiale i butikken. Gennem året vil der naturligvis være store udsving i antallet af kunder, afhængigt af, om der er gæster i sommerhusene eller om det er en hverdag i en af de mørke måneder. Her skal vi være fleksible og sikre, at de kunder, der kommer her, får en god oplevelse. Det skal være en hyggelig butik at komme i, hvor man kan gøre sine indkøb, uanset om det er til ferie- eller hverdagsbehov.
– Jeg ser frem til en travl hverdag fyldt med smil og godt humør sammen med mine medarbejdere. Det er vigtigt for mig, at vi inviterer vores kunder indenfor på en varm og imødekommende måde,” fortæller den nye uddeler i Øster Hurup, Alex Mosbech Jensen.
Alex har tidligere været ansat i SuperBrugsen Hadsund. Her har han blandt andet haft ansvaret som ferskvareleder de sidste tre år.
Med Alex Mosbech Jensen ved roret ser fremtiden lys ud for Dagli’Brugsen Øster Hurup, og han ser frem til at byde både nye og faste kunder velkommen i butikken.