To generationer – én fælles drøm: At gøre en forskel som SOSU-hjælper
Den ene er 16 år og lige begyndt sin karriere. Den anden er 53 og har skiftet spor i livet. Fælles for Melissa Müller Gjesing fra Broløs og Susanne Bols fra Valsgaard er, at de begge er i gang med uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Mariagerfjord Kommune – og de brænder for at gøre en forskel i andres liv.
Unge Melissa: Drømmen om at blive diabetessygeplejerske
Melissa Müller Gjesing er blandt de alleryngste elever på uddannelsen. Allerede som 16-årig har hun lagt en målrettet plan: Først SOSU-hjælper, dernæst SOSU-assistent og til sidst sygeplejerske – med det klare mål at blive diabetessygeplejerske som 23-årig.
– Jeg har selv diabetes og ved, hvor meget den rigtige behandling og støtte betyder. Det har givet mig lysten til at hjælpe andre i samme situation, fortæller Melissa.
Hun har valgt den praktiske vej ind i faget og sætter pris på kombinationen af skole og erfaring i virkeligheden.
– Jeg lærer ved at gøre – og jeg får jo løn som elev, selvom jeg er under 18 år. Når jeg senere læser til sygeplejerske, kan jeg få SU og måske arbejde ved siden af til fagløn.
Melissa har netop skolegang på Kirketoften i Hobro og skal efter sommerferien videre på Fjordvang i Mariager. Senere i forløbet venter oplæring i hjemmeplejen i Assens-Mariager. Hun har også et fritidsjob på plejehjemmet Solgaven, hvor hun skaber nærvær og hygge for beboerne som ungarbejder.
Erfarne Susanne: Fra bygningsmaler til omsorgsarbejder
Susanne Bols fra Valsgaard har valgt SOSU-vejen senere i livet. Hun er uddannet bygningsmaler og har i mange år haft plejebørn i hjemmet. Da børnene blev voksne, opstod lysten til at prøve noget nyt – og det blev omsorgsarbejdet, der trak.
– Jeg har arbejdet lidt som ufaglært i ældreplejen og mærket, hvor meget det giver – både til borgerne og til mig selv. En snak og et smil kan gøre en kæmpe forskel, især for dem, der føler sig ensomme, fortæller Susanne.
Selvom det krævede mod at sætte sig på skolebænken igen, har det vist sig at være en berigelse.
– Jeg tænkte i starten: “Er jeg blevet for gammel til det her?” Men det er jeg bestemt ikke. Der er et godt miljø, og vi lærer så meget af hinanden – både unge og ældre elever. Det handler ikke om alder, men om viljen til at lære og hjælpe.
Stor ros fra kommune og uddannelsesansvarlig
Jan Andersen, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Mariagerfjord Kommune, glæder sig over de positive oplevelser hos både unge og modne elever.
– Vi har brug for både Melissa og Susanne. De viser, at faget rummer mange muligheder og appellerer bredt. Vi gør os umage for at tiltrække nye elever og håber, at de får så gode oplevelser, at de ønsker at blive i kommunen. Med den nye ældrelov får medarbejderne desuden større indflydelse på deres opgaver og kontakten med borgerne.
Lone Dahl Andersen, der er uddannelsesansvarlig i Mariagerfjord Kommune, understreger, at faget er åbent for alle – uanset baggrund.
– Vi har omkring 200 elever lige nu, men der er plads til flere. Uddannelsen kan tilpasses mange livssituationer, og vi oplever især øget interesse, efter at skoledelen nu også udbydes på Kirketoften i Hobro, siger hun.
To forskellige veje – samme formål
Uanset om man starter som teenager eller i voksenlivet, er ønsket det samme for både Melissa og Susanne: At gøre en forskel for andre mennesker. Deres historier viser, at vejen til SOSU-faget kan være forskellig – men målet er fælles.





