ForsideMariagerfjordTrafikulykker med spiritus og narko dominerer i Nordjylland

Trafikulykker med spiritus og narko dominerer i Nordjylland

- Annonce -

Trafikulykker med spiritus og narko dominerer i Nordjylland

Der er store regionale forskelle på ulykkesbilledet, når man sammenligner landets 12 politikredse med hinanden. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet, som giver mulighed for at gå i dybden med udviklingen helt ned på et kommunalt niveau, oplyser de i en pressemeddelelse.

I 2023 var der færre, der kom galt afsted i trafikken på Fyn, end der var i f.eks. Østjylland. 

Det viser et eksempel fra en ny rapport fra Vejdirektoratet, ’Trafikulykker fordelt på politikredse’, som går i dybden med de regionale og kommunale forskelle på trafikulykker.

Nærmere bestemt var der sidste år 3,66 personskadeulykker pr. 10.000 indbyggere i Fyns Politikreds, mens der i Østjyllands Politikreds blev noteret 4,93.

Allerede tidligere på året skrev Vejdirektoratet, at 2.778 personer var blevet dræbt eller kommet til skade i trafikken i 2023. I den seneste rapport fremgår det, hvordan ulykkerne helt præcist fordeler sig rundt i landet.

“Arbejdet med at mindske antallet af ulykker er et fælles ansvar på alle niveauer, og her er det vigtigt at kende de regionale forskelle, så indsatsen kan målrettes de lokale forhold. Selvom Danmark er et lille land, er der stor forskel på, hvordan vi transporterer os på landet og i byerne. Det har betydning for, hvilke typer ulykker der fylder i statistikkerne, og denne analyse af trafikulykker kan være et gavnligt redskab til at forbedre trafiksikkerheden i hele landet, ” siger transportminister Thomas Danielsen.

I Københavns Politikreds, hvor en stor del af borgernes daglige transport foregår på en cykel, var der sidste år 213 tilskadekomne og to dræbte cyklister, og dermed udgjorde cyklister størstedelen, 55 procent, af de i alt 389 dræbte og tilskadekomne i politikredsen, viser rapporten. 

I Midt- og Vestjyllands Politikreds udgjorde antallet af dræbte og tilskadekomne på cykel til sammenligning blot 18 procent af alle dræbte og tilskadekomne.

Flere figurer og tabeller på kommuneniveau

Et andet muligt fokuspunkt i den nye politikredsrapport er alder. I den forbindelse skrev Vejdirektoratet tidligere på året, at blot 14 ud af de i alt 162 personer, der mistede livet i trafikken i 2023, var mellem 18 og 24 år, hvilket er det laveste antal, der er registreret i den tid, der er ført statistik over dræbte i trafikken.

Også her er der dog stor forskel på de forskellige politikredse. I Midt- og Vestjyllands Politikreds udgjorde unge mellem 18 og 24 år f.eks. 17 procent af de dræbte og tilskadekomne. Til sammenligning var landsgennemsnittet på 14 procent.

Retter man blikket mod de trafikulykker, hvor der indgår spiritus og narkotika, eller hvor trafikanterne har været påvirket af medicin, er der ligeledes markante forskelle at spore, når politikredsene sammenlignes.

Således topper Nordjyllands Politikreds og Bornholms Politikreds listen over de kredse, hvor der har været flest trafikulykker med spiritus, narkotika og medicin involveret, nemlig 18 procent af kredsenes ulykker. I den anden ende af denne liste finder man Københavns Vestegns Politikreds og Københavns Politikreds, hvor denne type ulykker blot udgør 9 procent.  

I rapporten er det også muligt at gå i dybden lokalt med ulykker fordelt på ulykkessituationer, køn og vejtyper. 

Rapporten er bygget op i 12 sammenlignelige afsnit – et for hver politikreds, og i modsætning til tidligere år indeholder 2023-rapporten flere figurer og tabeller på kommuneniveau. Til gengæld er der lagt mindre vægt på at beskrive den lokale udvikling. 

”Den seneste version af Vejdirektoratets rapport om Trafikulykker fordelt på politikredse tager sig anderledes ud end tidligere år. Ændringerne af rapportens indhold skyldes de tilbagemeldinger og ønsker, vi har modtaget fra politiet og kommunerne. Rapporten skal gerne vise sig at være et brugbart arbejdsred-skab for alle, der arbejder med trafiksikkerhed, så de ved, hvad de skal være særligt opmærksomme på i deres eget lokalområde,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

Læs hele rapporten: Ulykkestal fordelt på politikredse 2023 (vejdirektoratet.dk) 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler