Trine H. Kronborg Bach overtager Kokken i Hadsund
Fra 1. april 2023 kan Trine H. Kronborg Bach kalde sig værtshusejer idet, at hun fra denne dato overtager det hyggelige kælder-værtshus Den Grå Kok på toppen af Storegade i Hadsund.
Mariagerfjordposten.dk har besøgt Kokken for at tale med stedets kommende ejer og høre om hendes planer med stedet.
– Jeg har altid drømt om at have min egen virksomhed. Om det så skulle være en bodega, værtshus, restaurant eller café fik jeg først svaret på, da Joan spurgte, om det ikke var noget for mig at overtage stedet. Jeg har arbejdet på Kokken i weekenderne siden november måned sidste år, hvilket jeg har været rigtig glad for, så jeg greb chancen og sagde ja, fortæller Trine H. Kronborg Bach.
25-årige Trine er født og opvokset i Vive og i dag bosat i Korup med sin kæreste og deres hund og kat. Hun er uddannet gourmet-slagter og har arbejdet som leder i en delikatesseafdeling. Herudover er der også tidligere ansættelser på cv-et på café og restaurant i Hadsund som tjener og kok.
– Jeg håber, at jeg kan skabe mere liv igen i Hadsund, hvor unge og ældre kan mødes i skøn forening og hygge sig med snak, musik, rafle og billard på Hadsunds ikoniske kælder-værtshus, fortæller Trine og fortsætter:
– Jeg vil skabe et samlingssted, hvor stedets sjæl bevares og udvikles med arrangementer og måske fællesspisning med passende mellemrum.
Trine overtager Kokken efter Joan, som har drevet stedet de sidste 25 år. Hendes første dag som selvstændig bliver den 1. april – Joan har dog lovet at hjælpe hende godt i gang.
LÆS OGSÅ: Politiet skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i efterforskningen