Tusind tak for hjælpen – Stor opbakning og flot resultat i Hadsund
Søndag den 6. oktober 2024 fandt den årlige landsindsamling for Røde Kors sted under strålende solskin og med stor opbakning fra både frivillige og bidragsydere. I Hadsund var det en succesfuld dag, hvor næsten 40 engagerede indsamlere gik på gaden for at samle penge ind til organisationens vigtige arbejde.
Resultatet var imponerende: knap 40.000 kr. blev indsamlet i lokalområdet.
“En kæmpe tak skal lyde til alle, der deltog, hvad enten det var som indsamler, bidragsyder eller frivillig. Jeres indsats har været uvurderlig, og det flotte resultat taler for sig selv,” udtaler Røde Kors Hadsund
Dagen blev afsluttet med hyggeligt samvær, hvor de frivillige blev forkælet med kaffe og kage efter en veludført indsats. Samtidig var der travlhed ved mønttællemaskinen, som sørgede for at optælle de mange kontante bidrag.
“Endnu engang tak til alle, der har bidraget til en vellykket indsamling,” lyder det fra Røde Kors Hadsund, som glæder sig over den store opbakning og det samlede beløb, der vil komme mange mennesker i nød til gavn.
LÆS OGSÅ: “De store byer får det hele”: Forældre kæmper for Havbakkeskolens selvstændighed
LÆS OGSÅ: Græskar og gys i mørket – Hop på Halloween-toget i Mariager – Bestil din billet her