ForsideHobroUCN vil uddanne datamatikere i Hobro

UCN vil uddanne datamatikere i Hobro

- Annonce -

UCN vil uddanne datamatikere i Hobro

Hobro kan formentlig se frem til endnu en videregående uddannelse. Professionshøjskolen UCN har nemlig planer om at oprette en uddannelse til datamatiker til næste år.

Den nye datamatikeruddannelse i Hobro oprettes som en såkaldt filial af UCN’s tilsvarende uddannelse i Aalborg, hvor professionshøjskolen i mange år har uddannet IT-medarbejdere. Det sker med stor opbakning fra det lokale erhvervsliv og de omkringliggende kommuner, der igennem længere tid har udtrykt behov for en IT-uddannelse i området.

 – Der er stigende efterspørgsel efter medarbejdere med IT-kompetencer i Nordjylland, og det kan vi i endnu højere grad understøtte med et udbud af datamatikeruddannelsen i Hobro. Uddannelsen er populær hos både de studerende og virksomhederne, og med mulighed for f.eks. praktik, projekter, studiejobs kan uddannelsen gøre en forskel for det lokale erhvervsliv allerede inden, de første studerende er dimitteret, fortæller rektor Kristina Kristoffersen.

Hun regner med, at godkendelsen af den nye uddannelse er på plads i starten af næste år, så man kan tage imod de første 20 studerende fra sommeren 2024.

Hos Mariagerfjord Kommune er borgmester Mogens Jespersen begejstret over udsigten til, at datamatikeruddannelsen er på vej til Hobro. Ikke mindst fordi det kommer efter opfordring fra lokale virksomheder.

 – Det er er en herlig nyhed, at UCN vil give unge mulighed for at studere til datamatiker her i Hobro. Det er godt for de unge, der gerne vil studere i deres lokalområde og godt for Hobro, der får et endnu bredere studieudbud og et mere levende studiemiljø. Vi har allerede mere end 1.000 unge, der studerer i Hobro, og vi glæder os til at byde endnu flere velkommen, siger Mogens Jespersen.

For den lokale virksomhed Technicon A/S, der leverer løsninger til industrien inden for robotteknologi og automation, giver en IT-uddannelse i Hobro også rigtig god mening. Virksomheden oplever allerede i dag udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

 – Technicon består af 80 ansatte med lav gennemsnitsalder og høj viden. Der er stigende global efterspørgsel efter vores innovative automationsløsninger. Men mangel på kompetent arbejdskraft er en vækstbremse. Derfor hilser vi etableringen af UCN’s datamatikeruddannelse i Hobro velkommen. Det vil styrke vores rekrutteringsmuligheder og vækstambitioner, forklarer Casper Hansen, CEO hos Technicon.

I forvejen udbydes tre videregående uddannelser i Hobro via Erhvervsakademi Dania. UCN forventer, at den nye filial af datamatikeruddannelsen placeres fysisk sammen med de øvrige uddannelser på Campus Kirketoften i Hobro.

LÆS OGSÅ: Hobro Ro- og Kajakklub inviterer til Åben roklub 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler