Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse får status på Uddannelsesby Hobro
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune holder møde den 4. maj, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Status på Uddannelsesby Hobro
I henhold til beslutningen på udvalgsmødet for Arbejdsmarked og Uddannelse 2. december 2021, skal der løbende afrapporteres på arbejdet med Strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse samt til Økonomiudvalget. Desuden er Uddannelsesby Hobro en prioriteret indsats i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelses visioner under fokusområdet Det skal være godt at være ung i Mariagerfjord, hvorfor det er væsentligt med en status på, hvilke indsatser der aktuelt arbejdes med i regi af Uddannelsesby Hobro.
Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse:
1. At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Uddannelse er en væsentlig katalysator for vækst, bosætning og rekruttering og derfor er uddannelse også et vigtigt afsæt for hele kommunens udvikling. Byrådet godkendte 21. december 2021 Strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby, som har til formål at sætte retningen for kommunens arbejde med at styrke uddannelses- og studiemiljøet i Hobro. Strategien har tre overordnede mål:
- Det samlede antal unge i Mariagerfjord Kommune, der gennemfører en kompetencegivende uddannelse stiger.
- Udbuddet af uddannelser i Mariagerfjord Kommune matcher de unges ønsker og virksomhedernes behov.
- Flere unge og voksne fra omkringliggende kommuner tager uddannelse i Mariagerfjord Kommune.
Med et særligt fokus på den unge målgruppe, understøtter arbejdet med Uddannelsesby Hobro Byrådets vision om at skabe rammerne for, at Mariagerfjord Kommune er et godt sted at leve og opleve, lære og uddanne sig, drive forening og virksomhed og ikke mindst bosætte sig og bo. Strategien for Hobro som attraktiv uddannelsesby er bygget op om seks temaer. Nedenfor gives en status på arbejdet med hvert tema.
Tema 1: Vi lykkes sammen
Partnerskabet for Uddannelsesby Hobro har drøftet og prioriteret en række handlinger, som de vil samarbejde om. Disse inkluderer blandt andet fællesskabsorienterede aktiviteter på tværs af uddannelsesinstitutioner, vejledningsindsatser, skole-virksomhedssamarbejder, understøttelse af ungeinitierede projekter, samlet datagrundlag samt fælles branding af Uddannelsesby Hobro.
Erhvervslivet er en vigtig del af arbejdet med at udvikle Hobro til en attraktiv uddannelsesby. Siden januar 2022 er der indgået 135 partnerskabsaftaler med lokale virksomheder med henblik på at hjælpe såvel unge som voksne ved at inspirere og vejlede dem til deres fremtidige uddannelsesvalg og arbejdsliv. Af disse har 116 sagt ja til at understøtte skolevirksomhedssamarbejdet, hvilket betyder, at der i skoleåret 2021/2022 var 2233 folkeskoleelever, der satte praksisfaglighed på skoleskemaet.
Tema 2: Byens puls
Med Uddannelsesby Hobro ønsker vi at skabe et uddannelses- og ungemiljø, der gør det attraktivt at være ung i kommunen. At lytte til og involvere de unge i dette arbejde er essentielt, for de unge ved om nogen, hvad der rør sig i den ungdomskultur, de er en del af. Inddragelse af de unge gør vi på forskellig vis:
- En gruppe unge er involveret i at udvikle aktiviteter og fællesskaber for andre unge.
- Med udgangspunkt i beslutningen på udvalgsmødet for Arbejdsmarked og Uddannelse 2. marts 2023 arbejdes der videre med forslaget om at oprette en Ungepulje. Dette gøres blandt andet gennem inddragelse af unge, så puljen udvikles på en måde, så de unge vil søge den og være ambassadører for den.
- Aktivitetsdag 2023 bliver udviklet sammen med de unge. Arrangementet, som er for alle førsteårselever på ungdomsuddannelserne, kommer til at ligne den aktivitetsdag, der blev afholdt i 2022. Dog vil der i år blive inddraget endnu flere aktører, ligesom arrangementet vil blive flyttet ned i midtbyen.
Status for Campus Hobro er, at der afholdes månedlige møder i etableringsgruppen, hvor ejerforhold, strategi for fondsansøgning, sammenhæng til andre udviklingsprojekter i Hobro, prøvehandlinger, der binder parterne tættere sammen, blandt andet bliver drøftet. Projektet er desuden blevet ajourført med nye økonomiske beregninger. Den følgegruppe, der tidligere har været tilknyttet projektet, er blevet nedlagt, da der ikke længere er et behov for at have en følgegruppe knyttet op på projektet. Dog vil der fortsat blive inddraget centrale interessenter i arbejdet med campus.
Ligesom campus spiller en væsentlig rolle i forbindelse med udviklingen af uddannelsesmiljøet i Hobro, så gør udbuddet af ungdomsboliger det også. Byrådet skal 27. april 2023 behandle forslag til principper for almene boliger og alment nybyggeri, hvor det foreslås, at der de kommende år fokuseres på tildeling af grundkapitalmidler til understøttelse af kommunens ungdomsboligindsats samt boliger, der kan bidrage til løsningen af kommunens demografiske udfordringer.
Tema 3: Styrket vejledning
I november 2022 blev der afprøvet et nyt koncept for uddannelsesaftener for elever i udskolingen og deres forældre. Her blev det lokale arbejdsmarked i højere grad inddraget, med henblik på at klæde de unge endnu bedre på til deres forestående uddannelsesvalg. Det nye koncept blev godt modtaget af såvel elever, forældre, uddannelsesinstitutioner som virksomheder og derfor er det besluttet at gentage samme setup til dette års uddannelsesaftener.
I forbindelse med vejledningsindsatsen pågår der et arbejde med at udvikle et delvist fysisk og et delvist digitalt materiale, som skal synliggøre de mange uddannelses- og karriereveje, der er i Mariagerfjord Kommune. Dette materiale skal benyttes bredt i vejledningsindsatsen.
Tema 4: Tiltrækning og fastholdelse af uddannelser
UCN søger prækvalifikation om at oprette datamatikeruddannelsen i Hobro. Beslutningen er truffet på baggrund af dialogmøde med lokale virksomheder.
Tema 5: Transport og logistik
Dialogen om ‘Fremtidens kollektive trafik’ er nu afsluttet og NT’s forslag er således behandlet. Det er ikke lykkedes at få styrket mobilitetsmulighederne mellem hovedbyerne med 1-times drift i denne omgang, men det fremgår af NT-bestyrelsens anbefalinger, at: ‘De potentielle udvidelsesmuligheder på expresbusnettet (expresbusser på begge sider af Mariagerfjord og forlængelse af 973X til den vestlige del af Frederikshavn) undersøges i forbindelse med implementering i de relevante korridorer og iværksættes, hvis der er mulighed herfor’. Der arbejdes således videre på en styrket kollektiv trafik med passende frekvens og fleksibilitet.
Tema 6: Branding
Som nævnt under tema 3 arbejdes der på at udvikle et vejledningsmateriale om de lokale uddannelses- og karriereveje. Dette materiale inkluderer en række videocases, som har til hensigt at synliggøre de stier, der kan trædes rent uddannelses- og karrieremæssigt i kommunen. De forskellige videocases vil, ud over i vejledningsmaterialet, blive brugt til en mere generel markedsføring af Uddannelsesby Hobro.
Primo april er der opstillet tre informationskuber centralt i Hobro, som viser nogle af kommunens større udviklingsprojekter. Én af disse orienterer om Uddannelsesby Hobro og Campus Hobro, hvorved der i bybilledet skabes opmærksomhed om de to indsatser.
Der samarbejdes med FGU’s elever om at tage billeder af uddannelsesmiljøerne på de lokale uddannelsesinstitutioner. Billederne skal anvendes i forskellige kommunikations- og markedsføringssammenhænge samtidig med at eleverne får konkret læring ud af opgaven.
LÆS OGSÅ: Politiet advarer: Flere tilfælde af ældre narret over telefonen – har nu ramt Himmerland