ForsideHobroUdvikling og stabilitet: Hobro IK forlænger med Martin Thomsen

Udvikling og stabilitet: Hobro IK forlænger med Martin Thomsen

- Annonce -

Udvikling og stabilitet: Hobro IK forlænger med Martin Thomsen

Hobro IK har brugt vinterpausen på at forlænge aftalen med cheftræner Martin Thomsen, der siden 2021 har stået i spidsen for NordicBet Liga-mandskabet.

Hobro IK og Martin Thomsen er blevet enige om en forlængelse af cheftrænerens aftale, der dermed løber til sommeren 2027. Martin Thomsen kom tilbage til Hobro IK i 2021, denne gang som cheftræner, og siden tilbagekomsten har klubben taget store skridt ift. udvikling af unge talenter samt spillersalg til store udenlandske ligaer. Ligeledes har klubben gennemgået en transformation rent spillestilsmæssigt, noget som cheftræner Martin Thomsen naturligvis har været en stor del af.

Teknisk chef Lars Justesen sætter ord på forlængelsen af cheftræneren:

– Vi har gennemgået en stor udvikling gennem de seneste fire år, hvilket Martin har haft en stor aktie i. Også Martin selv, har gennemgået en flot udvikling og det er tydeligt at mærke, hvordan han er vokset med opgaven igennem de seneste fire år. Martin er en enormt vigtig brik i forhold til vores setup, hvor han altid ser muligheder og aldrig begrænsninger. Dette er en af grundene til, at vi er lykkes så godt med at udvikle talenter og også sælge dem til større ligaer. Martin er dygtig til at bruge de ressourcer han har til rådighed og han formår at få folk til at blomstre, hvad end det er spillere eller personer i trænerstaben. Vi er glade og stolte over, at Martin har sat underskrift på en ny aftale, og at vi kan bygge videre på det gode og allerede langvarige samarbejde.

I efteråret 2023 startede Martin Thomsen, sideløbende med trænergerningen, på sin Pro-licens, der er den højeste træneruddannelse indenfor europæisk fodbold.

Martin Thomsen er stolt over, hvad der er opnået i de seneste fire år og ser samtidig fremad med glæder og spænding:

– Det er med stor stolthed jeg kigger tilbage på, hvad vi sammen har opnået siden jeg vendte hjem til Hobro IK i sommeren 2021. Det har været en ekstrem udvikling klubben har gennemgået i de foregående 3,5 år, hvor vi har slået klubrekorden for største spillersalg flere gange. En tid, hvor vi sammen har lagt lag på og udviklet os som klub, som hold og som individer.

– Tiden er ikke til at vi skal stoppe op og hvile på laurbærrene, men tværtimod skal vi fortsætte den positive udvikling som Hobro IK har gennemgået i de senere år. En klub, hvor der er plads til at vi sammen kan udvikle os. Jeg har ikke gjort det alene og kan heller ikke i fremtiden, så jeg skylder en stor tak til klubben og især til hele teamet omkring den sportslige afdeling. Jeg glæder mig til at se, hvad de næste år bringer til Hobro IK, hvor jeg er sikker på, at vi sammen rykker os og udvikler os endnu mere.

Cheftræner Martin Thomsens kontrakt løber til sommeren 2027 og han er dermed en af de længst siddende trænere i NordicBet Ligaen.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler