Ungestrategien 2023 på dagsordenen i Mariagerfjord: Status og initiativer i fokus
Mariagerfjord Kommunes Udvalg for Arbejdsmarked og Uddannelse samles den 31. januar for bl.a. at behandle den seneste udvikling i implementeringen af Ungestrategien 2023. Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked præsenterer på mødet en omfattende orientering om målopfyldelsen og igangsatte initiativer under strategien.
Staus på arbejdet med Ungestrategien 2023
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse:
1. At orientering tages til efterretning.
Inddragelse
Ungestrategien er udformet i et bredt samarbejde med blandt andet ungdomsskolen, kultur og fritids-, sundheds-, skole-, handicap-, familie- og arbejdsmarkedsområdet. Fagområderne har løbende samarbejdet om forskellige initiativer indenfor strategien og har ligeledes bidraget til udarbejdelsen af en oversigt over igangsatte initiativer, som er vedlagt i bilag.
Sagsfremstilling
Mariagerfjord Kommune har siden 2017 haft en Ungestrategi, som udgør rammen for samarbejdet med og om de unge og som sætter en fælles retning for de initiativer, der igangsættes indenfor ungeområdet på tværs af afdelinger, sektorer og forskellige aktører.
Det overordnede formål med strategien er, at flere unge skal i uddannelse eller arbejde og blive i stand til at kunne mestre eget liv. Målgruppen er børn og unge fra starten af 6. klasse og frem til det fyldte 30 år.
Der er udstukket nationale mål for, hvordan det sikres, at flere unge uddannes og bliver i stand til at mestre eget liv. Målene er blevet fulgt tæt og politisk har der længe været fokus på den manglende opfyldelse af nationale mål og lokale målsætninger. Der er derfor løbende igangsat initiativer for at imødegå og vende udviklingen og Ungestrategien er løbende blevet tilpasset.
I maj 2021 blev en revideret ungestrategi godkendt. Den nye strategi bygger videre på de tidligere opnåede resultater og sætter samtidig retningen for et øget fokus på forebyggelse og indsatser for unge med komplekse problemstillinger.
Ungestrategien sigter mod tre nationale mål, fire lokale målsætninger og fem strategiske spor. Status gennemgås nedenfor. Ungestrategien er vedlagt i bilag.
Målopfyldelse og nyeste initiativer
Nedenfor præsenteres udviklingen i de nationale mål og de lokale målsætninger og der gives et overblik over nogle af de væsentlige tiltag i 2023.
Data til og med 2022 vedrørende de nationale og lokale målsætninger er vedlagt i bilag.
Nationale mål
Med 83,8 procent ligger vi i Mariagerfjord Kommune lidt under målet om, at 85 procent i 2025 har gennemført en ungdomsuddannelse. Dette er under landsplan.
Det nationale mål om, at andelen af unge, som ikke er tilknyttet en uddannelse eller et job er reduceret med 20 procent i 2025 kan formentlig ikke nås på landsplan, da andelen i 2022 kun er faldet med 0,6 procent. I Mariagerfjord Kommune nås målet sandsynligvis heller ikke, da andelen af unge uden ungdomsuddannelse eller job er stigende.
I forhold til det sidste landsmål om at tilbyde vejledning og uddannelsesplan til alle unge under 25 år i 2030, så opfylder Uddannelsesvejledningen dette mål.
Lokale målsætninger
Det samlede fravær er steget en smule fra 2016/17 til 2022/23. Fravær med tilladelse ligger stort set uændret gennem årene, mens sygefraværet er svagt stigende fra 2017/18 til 2022/23, mens det ulovlige fravær er faldet en anelse.
Nationalt set lykkes det kun at øge andelen af unge, som overgår til FGU umiddelbart efter afsluttet grundskole fra 2018 til 2023. Udviklingen er stagnerende for alle andre uddannelser.
I Mariagerfjord Kommune er der en positiv udvikling i andelen af unge, som søger ind på en erhvervsgrunduddannelse (EUD) fra 2018 til 2023 og andelen ligger højere end landsgennemsnittet. Andelen af unge, der starter på gymnasieuddannelse er faldet næsten tilsvarende i samme periode. Andelen af unge der påbegynder FGU og STU er ligeledes steget.
Fastholdelse i påbegyndt ungdomsuddannelse udvikler sig negativt både på landsplan og i Mariagerfjord Kommune. I 2017/18 lå fastholdelsen i Mariagerfjord Kommune pænt over landsplan. Fastholdelsen er imidlertid faldet kraftigt i 20/21 og ligger nu tæt på landsgennemsnittet.
Målet om at reducere antallet af unge på uddannelseshjælp er lykkedes ved at sætte igangsætte en ressourcefokuseret og virksomhedsrettet indsats i Ungecenteret.
Initiativer under Ungestrategien 2023
Nedenfor ses de vigtigste initiativer igangsat i 2023 under Ungestrategiens spor.
Spor 1. En forebyggende og fastholdende indsats
Den Mangfoldige Folkeskole
Mariagerfjord Kommune indgik i 2023 i den regionale indsats PLF 3.0 – Den Mangfoldige Folkeskole, som blandt skal sikre den ressourcefokuserede indsats.
Stærkere Fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle børn og unge
Gennem arbejdet med udviklingsplanen Stærkere Fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle børn og unge understøttes de lokale målsætninger, blandt andet ved arbejdet med at øge elevernes fremmøde.
Gruppeforløb på familieområdet
Processen med omlægning af tilbud til gruppeforløb blev opstartet i efteråret 2022. Der er i 2023 etableret nye gruppeforløb og kapaciteten af eksisterende gruppeforløb er forøget. Der er nu seks gruppeforløb, som blandt andet skal understøtte egenmestring i familien, øge trivslen og forebygge anbringelser.
Spor 2. Indsats for unge længere væk fra arbejdsmarkedet og uddannelse
Investering i ungeindsatsen på arbejdsmarkedsområdet
For at vende udviklingen i andelen af unge på uddannelseshjælp, er der fra 2022 og 2023 investeret i ungeindsatsen blandt andet i form af øget fokus på den jobrettede indsats samt en håndholdt indsats for de mest udsatte unge.
Spor 4. Overblik på tværs
Samlet overblik over tilbud til børn og unge
En digital oversigt over tilbud til børn og unge på tværs af afdelinger i Mariagerfjord Kommune er under udarbejdelse.
Spor 5. Styrke Hobro som attraktiv Uddannelsesby
De væsentligste tiltag i 2023 er:
Etablering af Ungepuljen.
Unge mellem 15 og 25 år kan søge midler til at skabe aktiviteter eller fællesskaber for unge mellem 15-25 år i Mariagerfjord eller til at forbedre uddannelses- og ungdomsmiljøet i Mariagerfjord Kommune. Puljen er på kr. 40.000 og tages fra Frie aktivitetsmidler under Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse.
Uddannelsesaftener
Uddannelsesvejledningen har sammen med de lokale ungdomsuddannelser afholdt tre uddannelsesaftener, hvor elever fra 8.-10. klasse og deres forældre kunne tale med de enkelte ungdomsuddannelser og nogle af de lokale virksomheder. Uddannelsesaftenerne blev afholdt på Mariagerfjord Gymnasium og Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG).
Fælles aktiviteter
Ungdomsuddannelserne afholder fælles aktiviteter og inviterer hinanden ind for at understøtte et attraktivt uddannelsesmiljø.
Social- og sundhedshjælperuddannelsen til Hobro
SOSU Nord har fået godkendelse til at etablere hovedforløb på social- og sundhedshjælperuddannelsen i Hobro med opstart fra juni 2024.