ForsideMariagerfjordVærestedet Madam Blå i Hobro byder ny leder velkommen på mandag

Værestedet Madam Blå i Hobro byder ny leder velkommen på mandag

- Annonce -

Værestedet Madam Blå i Hobro byder ny leder velkommen på mandag

Vivi Nygaard Norstedt trækker den 1. maj i arbejdstøjet som ny leder af værestedet Madam Blå i Hobro, som drives af Blå Kors Danmark.

Gennem hele hendes arbejdsliv har det handlet om mennesker i udsatte livssituationer og om at hjælpe dem godt videre i livet gennem forskellige aktiveringsprojekter.

Det føles derfor helt naturligt for Vivi Nygaard Norstedt at skulle starte nyt job som leder af værestedet Madam Blå i Hobro, som er en del af Blå Kors Danmarks sociale hjælpearbejde.

Det er en organisation, hun allerede føler sig godt hjemme i, da hun kommer direkte fra en stilling som værkstedsleder og afdelingsleder på botilbuddet Blå Kors Rold Skov i Arden, hvor hun har arbejdet i fire år.

“Det har været lidt et hjertebarn for mig at hjælpe socialt udsatte og mennesker med misbrug, og det er det også stadig. Jeg føler, jeg har en masse at give af, så jeg glæder mig virkelig til at komme i gang på Madam Blå”, siger Vivi Nygaard Nordstedt.

Hun er oprindeligt uddannet klejnsmed og pædagog og har siden 2000 arbejdet med mennesker i forskellige udsatte situationer. Blandt andet som bostøttemedarbejder på forsorgshjemmet Svenstrupgård, hvor hun var med til at starte en særlig kvindeafdeling op og hjælpe kvinderne videre i eget hjem med den nødvendige støtte.

I Aalborg Kommune har hun været beskæftiget i en række aktiveringsprojekter, hvor hun blandt andet har hjulpet kontanthjælpsmodtagere, som på grund af misbrug eller adfærd ikke kunne være i kommunens øvrige tilbud, og været tilknyttet som værkstedsassistent i et beskyttet værksted. 

Fra 1. maj venter nu en hverdag på værestedet Madam Blå, hvor Vivi Nygaard Nordstedt og hendes medarbejdere skal skabe gode og trygge rammer for de gæster, der kommer forbi for at drikke en kop kaffe, spise et måltid mad og få en god snak på værestedet.

“Jeg får min energi og glæde ved at gå på arbejde og være sammen med mennesker. Jeg kan godt lide det her med at gribe og rumme folk. Det er også det, et værested kan. På Madam Blå skal vi give gæsterne en god oplevelse, så de føler sig velkommen og accepteret, som de er. Vi har alle sammen brug for omsorg og for at blive set og mødt. Det handler om at skabe muligheder for mennesker, så de har et sted, de kan komme i stedet for at føle sig ensomme,” siger hun. 

Vivi Nygaard kommer oprindeligt fra Aalborg og bor i dag i Arden. 

LÆS OGSÅ: Café SALT og Hobro Idrætscenter spiller sammen om den gode mad 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler