Virksomhedssafari hos PowerCon: En succesfuld rejse fra garage til global aktør
PowerCon åbnede tirsdag den 24. september 2024 dørene for det lokale erhvervsliv til en virksomhedssafari. Mariagerfjord Erhverv havde til arrangementet inviteret medlemmerne til et inspirerende virksomhedsbesøg hos PowerCon, der tidligere på året indviede deres nye store fabrik på Mariagervej i det sydlige Hobro.
PowerCon er den nye store aktør i samme erhvervsområde som Eurowind Energy, Sintex og Technicon. Den nye virksomhed i Hobro tiltrak naturligvis stor interesse og deltagelse fra medlemmerne af Mariagerfjord Erhverv. Mariagerfjordposten.dk deltog også i besøget, og vi var, ligesom de øvrige deltagere, imponerede over den bemærkelsesværdige udvikling, PowerCon har gennemgået på kort tid.
Stor arbejdsplads i Hobro med produktion af landstrømsanlæg til havne verden over
Efter en kort velkomst fra erhvervschef Michael Christiansen indtog direktør Peter Castberg Knudsen scenen og fortalte om, hvordan PowerCon er gået fra sin opstart i 2009, hvor virksomhedens tre ejere begyndte i en garage i Hadsund, til i dag at have rundet 200 ansatte, taget det nye 6.000 m² store hovedkvarter i Hobro i brug, og allerede sikret sig omkringliggende jord til eventuelle fremtidige udvidelser.
Peter Castberg Knudsen forklarede, at virksomheden med tiden er blevet mere specialiseret i at projektere, producere og installere landstrømsanlæg i havne. I dag har virksomheden leveret anlæg til mange havne i Europa samt enkelte havne i USA og Australien.
Peter fortalte også, at der er stor efterspørgsel efter deres løsninger, som i moduler kan opbygges til den ønskede størrelse og effekt. Den øgede fokus på grøn energi får mange havne til at investere i landstrømsanlæg, der hurtigt kan levere strøm til store containerskibe, fragtskibe, luksuriøse krydstogtskibe eller andre fartøjer, når de anløber kajen og ofte skal videre inden for kort tid.
Rundvisning i produktionen og stor spørgelyst
Under rundvisningen i de 3.500 m² store produktionsbygninger fortalte Peter levende om virksomhedens produkter, fra de første del-samlinger til testen af det færdige anlæg, og hvordan de har indrettet bygningerne så effektivt som muligt.
Der var stor spørgelyst blandt deltagerne, både om tekniske detaljer, anlæggenes kapacitet, virksomhedens nuværende størrelse, samt behovet for mere plads og flere medarbejdere.
Peter Castberg Knudsen besvarede alle spørgsmål med stor passion.
Næste arrangement
Næste gang Mariagerfjord Erhverv afholder arrangement, er den 7. november i Hobro Idrætscenter. Her hyldes det lokale erhvervsliv ved den store Aktiv Prisen Award Night 2024, hvor PowerCon er blandt de nominerede til en af priserne.