ForsideMariagerfjordHobro-virksomheden BM Byggeindustri i finalen af Akademikerprisen 2022

Hobro-virksomheden BM Byggeindustri i finalen af Akademikerprisen 2022

- Annonce -

Hobro-virksomheden BM Byggeindustri i finalen af Akademikerprisen 2022

Akademikernes A-kasse uddeler en gang om året Akademikerprisen til en lille eller mellemstor virksomhed, der med akademisk arbejdskraft har skabt vækst.

BM Byggeindustri skal tirsdag den 22. november repræsentere Nordjylland i finalen af Akademikerprisen 2022. De er nået med i finalen fordi deres ansættelse af en anderledes tænkende akademiker foreløbigt har ført til, at virksomheden ikke alene er blevet grønnere. Byggefirmaet har også på bare ét år fået indarbejdet bæredygtighed i hele virksomhedens DNA, strategi og fremtidsplaner.

Hobro-virksomheden BM Byggeindustri er specialiseret i træbaseret modulbyggeri, og har ansat en uddannet filosof, Thomas Sørensen, som bæredygtighedsansvarlig.

”Vi fik ni mulige bud fra jobcenteret, da vi søgte en, som skulle hjælpe os med certificeringer af bæredygtigt byggeri”, forklarer Simon Hasbøg, salgschef og medindehaver af BM Byggeindustri.

”De andre kandidater var mere klassiske; bygningskonstruktører og ingeniører. Men så var der også Thomas, en filosof, i bunken. Og vi undrede os helt vildt over, hvorfor de sendte os ham. Men han havde erfaring med bæredygtighed, og vi var nysgerrige nok til at invitere ham til samtale. Jeg kan huske, at jeg allerede under første samtale noterede: ”Kæmpe begrebsforståelse og formidlingsevne”. For det var jo interessant, hvordan den sparring og det helikopterblik på BM Byggeindustri kunne bruges”.

Ansættelsen af akademikere skaber vækst

Akademikerprisen er en opfordring til at tænke anderledes. Det gælder både i forhold til, hvad en akademiker kan bidrage med, og hvilke virksomheder der kan have glæde af at ansætte akademikere.

Akademikernes A-kasse arbejder med at bygge bro mellem virksomheder og ledige akademikere. Med udgangspunkt i virksomhedernes behov tilbyder a-kassen en gratis rekrutteringsservice, hvor de hjælper virksomheder i hele landet med at finde den rette nye medarbejder.

Vinderen af Akademikerprisen 2022 kåres tirsdag den 22. november

De nominerede til Akademikerprisen er udpeget af Akademikernes A-kasses regionale Advisory Boards. De indstillede skal som en del af nomineringsprocessen kunne redegøre for, at en eller flere akademikere har bidraget til at skabe vækst og innovation i virksomheden.

Den 22. november bliver det afgjort, om BM Byggeindustri bliver vinder af Akademikerprisen 2022. Kåringen finder sted ved en prisuddeling i IDA Conference.

Thomas Sørensen og Simon Hasbøg fra BM Byggeindustri
Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
Tidligere artikel
Næste artikel
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler