Kattegat Strand Camping modtager 100.000 kroner til opgradering af naturlegeplads
Støtte fra Isabella Fonden skal styrke legeoplevelser og naturaktiviteter på Campingpladsen
Kattegat Strand Camping i Øster Hurup har modtaget en bevilling på 100.000 kroner fra Isabella Fonden til at forbedre og videreudvikle campingpladsens naturlegeplads.
Projektet betyder, at den eksisterende legeplads nu bliver opgraderet med nye og forbedrede elementer, så området fremstår mere indbydende og funktionelt for både børn og familier.
Et af de nye tiltag bliver en svævebane, som skal give børnene en mere aktiv og sjov legeoplevelse.
Derudover renoveres dele af legepladsen, og bålhytten får nyt tag.
– “Vi er utrolig glade for støtten. Den giver os mulighed for at skabe endnu bedre rammer for leg og ophold i naturen”, siger Nikoline Juul Pedersen fra Kattegat Strand Camping.
Naturlegepladsen er i dag et af de centrale samlingspunkter på campingpladsen og bruges flittigt af campisterne.
Her er der fokus på leg i naturlige omgivelser, hvor børn kan udfolde sig frit og samtidig være tæt på naturen.
Kattegat Strand Camping har i de senere år oplevet en stigende interesse for ferieformer tæt på naturen, og udviklingen af legepladsen er en del af en løbende satsning på at forbedre faciliteterne for gæsterne.
Samtidig går campingpladsen en travl periode i møde.
Efterspørgslen på ophold er høj, og hytteudlejningen har allerede sat rekord i år, hvilket understreger en fortsat tendens til, at mange vælger at holde ferie i Danmark.
– “Vi kan tydeligt mærke, at flere prioriterer den nære og enkle ferieform. Camping giver mulighed for at være sammen som familie og komme helt tæt på naturen” siger Jørn Lund Pedersen.
Campingpladsen er desuden åben for dagsbesøgende, som kan benytte både minigolf og øvrige faciliteter.
Dagsentré kan købes i receptionen, og området er dermed også et tilbud til besøgende i lokalområdet.
Også Øster Hurup-området får et løft, da flere campingpladser i byen – herunder Kattegat Strand Camping og Øster Hurup Camping– har modtaget støtte til udvikling af faciliteter, hvilket generelt styrker områdets attraktion som feriedestination.
Kattegat Strand Camping oplever samlet set en positiv udvikling, hvor investeringer i både leg, natur og faciliteter er med til at fastholde og tiltrække gæster i takt med den voksende interesse for campingferie i Danmark.






