16. december i Hobro – Kælderen under Kaffebørsen
Torben Snade stod med hænderne i lommerne og, igen det dér blik, der kunne få selv den mest højrøstede til at gå i stå. Hans pibe glødede som en lille advarsel i det dunkle rum, mens røgen snoede sig mod loftet som små guirlander, der havde mistet retningssansen.
“Drengene,” sagde han langsomt, “I aner ikke, hvad I roder med. Og vi har derfor, fra Fyrkat-Laugets side besluttet at inddrage jer i et par hemmeligheder ” Jeppe forsøgte at virke cool, men han var stadig pissesur over, at hans mobil var fyldt med opvaskevand og måske slet ikke virkede mere. Jens hviskede: “Altså… er Lauget sådan en hemmelig herreklub med øl og nissehuer?” Snade trak på skuldrene: “Hmmm… vi foretrækker ordet ‘strategisk kulturforum’.”
Han pegede på staven, der lå på bordet som en frossen hemmelighed. “Den her har ligget skjult i århundreder. Den tilhørte Vølven ved Fyrkat. Hvis Snogen får fat i den, vækker han det, der sover under fjorden.” Jeppe sank en klump, og tænkte tilbage på sit mareridt. “Øhh..Er det… Midgårdsormen?” Snade nikkede bekymret. “Det kunne det være, ja! – Og den er ikke til pynt.”
Lonnie Kristal lagde en hånd på Jeppes skulder. “I er ikke alene. Lauget vil hjælpe jer.” Jeppe så skeptisk ud: “Har I også haft noget at gøre med det der jule-golf show på torvet??” Snade smilede skævt. “Ja. Det var nok mest Claus Glenteglads idé, at der skulle være en konkurrence, men der er mere end bare en golfbold.”
Han trak en nøgle op af lommen – formet som en hammer. Jens stirrede og udbrød; “Thors Hammer?” Jeppe mærkede straks efter i inderlommen og hans fornemmelse blev hurtigt bekræftet – nøglen fra Johnny Jordskok var væk. Torben Snade kunne læse Jeppes tanker og nikkede. “Ja, men indtil videre hører den til her. Og det her er kun begyndelsen.”
Pludselig knirkede døren til kælderen. Ind kom Glenteglad med en rød nissehue og sit genkendelige smil, som alle bankens kunder havde fået i årevis. Derefter fulgte Jens Vingefang og Carsten Brandy, lidt mere afdæmpede og begge med mørkeblå blazere.
Andre fulgte efter – Drengene kunne ikke genkende dem alle, i det mørke kælderrum, men de blev alligevel overraskede over at se så mange mænd i blazere og habitter. Jeppe hviskede til Jens: “Det her er sgu da ren ’James Bond møder Tinka’… ” Jens grinte og sang stille: “Tinka, vågn’ op – du møder, James Bond.”
Snade slog hånden i bordet, så støvet rejste sig. Hans ansigt skar en grimasse og der tegnedes skarpe furer i hans pande. Den blanke isse havde næsten samme farve som den glødende tobak, der nærmest gnistrede i piben “Vi har ikke tid til dårlige jokes og spas!!
Snogen er tæt på venner. Og hvis han får staven, er det ikke kun julen, der falder – det er hele balancen i vores lille by.” Jeppe mærkede en kuldegysning, mens han kiggede mod trappen.
Et svagt skyggebillede gled forbi oppe i caféen. En frakke, en mappe, et hurtigt blik mod døren. Jeppe nåede ikke at se mere, før Snade, lagde sine hænder på begge drengenes skuldre og sagde med en stemme, der rungede som kirkeklokkerne: “Drengene… nu begynder det.” Imens listede Højhus-Helle sig ud af døren og ud i snestormen.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 17. december i Hobro – Den skjulte alliance
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
