24. december i Hobro – Julen er fredelig
Store Torv glimtede som et julekort. Den vanvittige oplevelse fra i går var, ligesom den frygtelige storm og de hylende vinde, forsvundet som dug for solen. Byens borgere var stået op til en frostklar og smuk juleaftensdag. Sneen lå som et blødt tæppe, og duften af gløgg og brændte mandler hang i luften. Midt i det hele stod det kæmpe juletræ, pyntet med små hjerter fra byens børnehaver og lys, der blinkede som små diamanter.
Folk stimlede sammen, og latteren blandede sig med skønsang fra Hammer-Bamsen og Lars Kimsen, der i dagens anledning begge var klædt ud som julemænd. Den ene lignede dog lidt mere end den anden…
Jeppe og Jens stod ved Kaffebørsens facade med varme kopper i hænderne. De kunne stadig mærke kulden fra natten ved Fyrkat, men nu var der ro – en ro, der føltes som fred. Lonnie Kristal kom smilende hen og lagde en hånd på deres skuldre. “I gjorde det, drenge,” sagde hun med et glimt i øjet. “Hobro står stærkere end nogensinde.” Hun gav dem begge et kram, der var langt og føltes trygt. ”Tak for hjælpen, Lonnie” sagde Jeppe stille. Det dér med følelser var ikke lige det fedeste at vise frem, men begge drenge var godt klar over, at hvis ikke de havde fået hjælp fra Lonnie, Snade, Lauget og mange andre af byens borgere, så kunne det være endt helt galt. ”Selvfølgelig Jeppe! – Vi er her for at hjælpe hinanden. Det er dét vi kan i Hobro! Så I kommer bare, hvis I har brug for hjælp til andre mysterier” smilte hun.
Torben Snade stod ved juletræet med sin pibe og et sjældent smil. Ved siden af ham stod Claus Glenteglad og Carsten Brandy, begge i nissehuer, som egentlig ikke klædte dem særligt godt, men humøret kunne man ikke tage fra dem. Glenteglad hoverede endnu engang med sin sikre sejr i golfdysten, selvom Carsten Brandy nu mente at det var Jacob Vrøvlsgaard, der havde slået den bedste bold. Stefano Krølfri kom dansende gennem sneen med en rød habit, der glimtede som julelys, og råbte: “Heeyy Drenge! Skal vi kigge på om der skal nyt til garderoben? – I vil se stjerne godt ud i den nye gule habit fra Tommy Pilfinger!” Jeppe grinte og rystede på hovedet.
Oppe ved porten ind til Bies Bryghus stod Johnny Jordskok og skålede med Bryg-Bitten, mens han forklarede, hvordan hans træskulptur ’næsten reddede verden’. ”Det i sig selv, burde jo faktisk være nok til, at jeg straks overtager hele GASværket og det halve af havnen. Jeg har også pinde i overskud til at beklæde ’Karl Jensen kranen’, så den kan stå som Thors Hammer og tage imod nye sejlende!! – Er det ikke bare en fantastisk idé jeg har fået, Bitten??” sagde han næsten helt stakåndet. Bryg-Bitten tog en slurk og smilte overbærende til den sjove Jordskok.
Emma Node sad ved indgangen til Kaffebørsen med sin gamle bog i skødet og med et smil, der sagde alt. Hun var både glad og lettet over den balance der nu var genoprettet, og så glædede hun sig ellers til de nye koncerter i hendes lille ishus, i Bies Have. Lissie Lagkage kom gående med et kæmpe fad fyldt med sine genkendelige hindbærsnitter og folk stimlede hurtigt sammen for at få del i godbidderne. “Julen skal jo smage af noget sødt,” sagde hun og blinkede til Jens, som smilede tilbage. Han var ligeså lettet og glad og glædede sig til at komme hjem og være sammen med familien.
Jeppe løftede sin kop og kiggede på Jens. “Ikke med guld,” sagde han stille. Jens smilede og svarede: “Men med fællesskab.” Ordene hang i luften som frost og de tog om hinanden og glemte alt om, at man ikke skal vise følelser. ”Tak for kampen, min ven – Jeg er sgu glad for at jeg har dig” sagde Jeppe. ”I lige måde, Jepsen! – Du er fandeme et fjols, men du er det bedste fjols jeg kender” sagde Jens. Og imens begyndte sneen igen at dale, som små hvide hemmeligheder fra himlen. Det føltes næsten idyllisk og som en kæmpe kontrast til de oplevelser, som byen havde gennemlevet den seneste måned.
Da drengene skulle til at gå, kiggede Jeppe hurtigt ned mod biblioteket og så en mand sidde med uldfrakke og sixpence. Han sad og skrev i et hæfte… Jeppe havde set ham før, men kunne ikke helt placere ham på den afstand. De gik ned mod manden, som rejste sig og forsvandt, da han så drengene. ”Hallo?!” råbte Jeppe, men manden var væk. ”Han glemte noget,” sagde Jens. ”Hvad er det?” spurgte Jeppe og gik hen og tog hæftet op. På forsiden kunne han se, at manden havde skrevet: ”Runerne fra Fyrkat – en julefortælling af Max Destrag”
Jeppe bladrede hurtigt de første sider igennem, men stoppede brat op og lukkede hurtigt hæftet igen. ’Hvad fanden var det for noget dejavu-pis, det her?’ Han mistede fatningen og forsøgte at skrige op mod himlen, men ordene forsvandt, som bløde snefnug på en varm pande. Jens var allerede på vej over mod ét af de små julehuse, som havde en kæmpestor jerngryde med gløgg stående på disken. ”kommer du? Nu skal vi satme have noget gløgg, inden den står på andesteg, Jeppe”
Torben Snade kom også hen til den lille røde træhytte; ”Glædelig Jul, drenge – Og tak for hjælpen!” Selv tak, Snade” svarede Jens, og vendte sig mod en desorienteret Jeppe, der stod og lignede en lilleputspiller, der var kommet ind i en superligakamp. ”Kom nu for fanden – Skal du ikke have gløgg? Der er sgu en ordentlig sjat rom i, kan jeg sige dig…” Han stod med et kæmpe smil og med armene ud fra kroppen, for at tage imod sin bedste ven med endnu et kram; ”Det skal nok gå, min ven” sagde Jens, mens han slog armene omkring Jeppe… Han mærkede, at Jeppe havde gemt hæftet i sin baglomme, men sagde ikke noget.
Han trak vejret forholdsvis roligt, og sagde stille til Jeppe; ’Nu er julen sgu fredelig – indtil videre’.
SLUT.
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
