Hjælp Lions i kampen mod børnekræft – doner din flaskebon i Meny Hobro
Man kan nu donere til kampen mod børnekræft ved at putte sine flaskeboner i postkassen ved siden af flaskeautomaten i MENY i Hobro.
Hver anden dag får et barn i Danmark kræft.
-Over hele kloden rammes alt for mange børn af kræft. I Lions hjælper vi med at etablere programmer og yde større service og adgang til pleje af de diagnosticerede – hvilket giver håb til dem og deres familier, fortæller Knud Trier fra Lions Hobro.
Noget af det værste, forældre kan opleve, er vel, at deres barn får en kræftdiagnose.
“Jeg blev slået fuldstændig ud af kurs. Jeg var tom for ord og blev bange for, om hun overhovedet har en chance for at overleve. Den værste tanke er, at hun kan gå hen og dø.” fortæller en mor til et kræftramt barn.
Nu kan man være med til at sikre omsorg og bedre behandling for de hundredvis af børn, der hvert år er i behandling for kræft
-Lions har kampen mod børnekræft som indsatsområde, og vi er derfor glade fra at have fået et samarbejde med MENY i Hobro, så kunderne får mulighed for at donere deres flaskepant til kampen mod børnekræft. Hele det donerede beløb går til kampen. Eventuelle omkostninger dækkes af Lions medlemmerne, udtaler Knud Trier.
-I MENY Hobro er vi glade for at kunne støtte en god sag, siger Sebastian Levorsen fra MENY Hobro i forbindelse med opsætningen af postkassen ved siden af flaskeautomaten.
-Vi håber, at mange flaskeboner finder vej til postkassen, slutter Sebastian Levorsen.