ForsideHobroStor interesse for Hobro Ølklub – premieren flyttes til større lokaler

Stor interesse for Hobro Ølklub – premieren flyttes til større lokaler

- Annonce -

Stor interesse for Hobro Ølklub – premieren flyttes til større lokaler

Hobro Ølklub flytter premieren til større lokaler efter stor interesse for det første arrangement. De første billetter til eftermiddagen med Ulrik Wilbek blev hurtigt solgt, og derfor er arrangementet fredag den 13. november klokken 16.00 flyttet til Salen ved Bie Centret, lige ved siden af Bies Bryghus i Hobro.

Interessen for den nye Hobro Ølklub har allerede vist sig at være stor, selvom klubben endnu ikke har afholdt sit første arrangement.

Bag initiativet står chefredaktør på Mariagerfjordposten Klaus Hansen og borgmester Jesper Skov Mikkelsen, der ønsker at skabe et uformelt mødested med gode øl, spændende fortællinger og hyggeligt samvær.

Oprindeligt skulle premieren finde sted på Bies Bryghus, men den hurtige interesse for billetterne har fået arrangørerne til at finde større rammer.

Derfor bliver det nu Salen ved Bie Centret, lige ved siden af Bies Bryghus, der danner rammen om den første samling.

Hobro Ølklub får Ulrik Wilbek som første gæst

Fredag den 13. november klokken 16.00 får Hobro Ølklub besøg af tidligere borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek.

Han vil dele ud af anekdoter fra sit liv og fortælle om sin interesse og kærlighed til øl.

Ulrik Wilbek er samtidig en af inspirationskilderne til den nye klub i Hobro. Han står selv i spidsen for en ølklub i Viborg, hvor konceptet med ølsmagning, fortællinger og fællesskab har haft stor succes.

– Vi har ladet os inspirere af andre ølklubber i Danmark. Vi er glade for, at Ulrik Wilbek, der selv står i spidsen for en ølklub i Viborg, bliver vores første gæst, når vi inviterer til den første samling i Hobro Ølklub, fortæller Jesper Skov Mikkelsen.

Han understreger samtidig, at Hobro Ølklub ikke er en politisk forsamling, selvom den første gæst er hans partifælle.

Fire øl, gode historier og nye bekendtskaber

Konceptet i Hobro Ølklub er enkelt.

Hvert arrangement varer cirka halvanden time, hvor deltagerne får mulighed for at smage fire forskellige øl.

Samtidig inviteres en gæst, der kan bidrage med spændende fortællinger, oplevelser eller viden.

Men det handler ikke kun om øl. Ambitionen er også at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af alder, interesser og baggrund.

– Vi vil gerne skabe et sted, hvor man kan komme og få en god øl og samtidig blive lidt klogere eller høre en god historie. Det skal være helt uformelt og med plads til både dem, der ved en masse om øl, og dem, der bare synes, det er hyggeligt at smage noget forskelligt. Først og fremmest håber vi, at Hobro Ølklub kan blive et sted, hvor man møder nye mennesker og får nogle gode oplevelser sammen, fortæller Klaus Hansen.

Planen er at afholde fire arrangementer om året med forskellige gæster og nye øloplevelser.

Flere billetter til premieren i Hobro Ølklub

Med flytningen til Salen ved Bie Centret er der nu mulighed for, at endnu flere kan være med, når Hobro Ølklub holder sin første samling.

Arrangementet finder sted fredag den 13. november klokken 16.00, og billetprisen er 125 kroner.

Deltagerne kan se frem til fire forskellige øl, gode historier fra Ulrik Wilbek og en hyggelig eftermiddag i selskab med andre ølentusiaster.

Billetter kan købes her: Køb billet til Hobro Ølklub – 125 kr.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler