Fastsættelse af kirkeskatteprocent 2024 i Mariagerfjord Kommune
Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 4. oktober 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Fastsættelse af kirkeskatteprocent 2024 i Mariagerfjord Kommune
Byrådet skal i denne sag fastsætte kirkeskatteprocenten for 2024 i Mariagerfjord Kommune.
Indstilling
Borgmesteren indstiller til Byrådet:
1. At kirkeskatteprocenten for 2024 fastsættes til 1,15%.
Sagsfremstilling
Byrådet skal hvert år senest 15. oktober meddele Social- og Indenrigsministeriet kirkeskatteprocenten for det kommende år i Mariagerfjord Kommune.
Kirkeskat består af landskirkeskat samt skat til alle kirkekasserne i Mariagerfjord Kommune.
Kirkeskat pålignes folkekirkens medlemmer efter samme regler som opkrævning af indkomsskat.
Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag bliver udmeldt af Indenrigs- og Boligministeriet. Udskrivningsgrundlaget i 2024 for Mariagerfjord Kommune er 6,666 mia. kr.
Kirkeministeriet har 6. juli 2023 udmeldt landskirkeskatten for 2024. For Mariagerfjord Kommune er beløbet til landskirkeskat 9.940 t.kr., samt udligningstilskud på minus 2.636 t.kr.
Ifølge lov om folkekirkens økonomi, er det Provstiudvalgene i kommunerne, der skal fastsætte det lokale skattebehov.
Provstierne i Mariagerfjord Kommune har et forslag til samlet budget i 2024 for kirkekasserne på 69.353 t.kr. (Kirkekasserne, Provstiudvalgskasser og 5% midler).
Nedstående tabel viser fordelingen af kirkeskat 2024:
Landskirkeskat | 9.940 t.kr. |
Udligningstilskud | -2.636 t.kr. |
Kirkekasserne i Mariagerfjord Kommune | 63.759 t.kr. |
Provstiudvalgskasser i Mariagerfjord Kommune | 2.424 t.kr. |
5% midler i Mariagerfjord Kommune | 2.573 t.kr. |
Folkekirkens Familiestøtte | 597 t.kr. |
I alt | 76.657 t.kr. |
Med en kirkeskatteprocent på 1,15 % og et statsgaranteret udskrivningsgrundlag på 6,666 mia. kr. vil kirkeskatteindtægten i 2024 blive 76.657 t.kr.
Budgetudvalget for Provstierne i Mariagerfjord Kommune har arbejdet med de kirkelige budgetter med det klare formål, at kirkeskatteprocenten fastholdes uændret på 1,15% i 2024.
Økonomi
Økonomi forventer, at mellemregningskontoen for kirkekasserne i Mariagerfjord Kommune er 0 ved udgangen af 2023 og med ovennævnte forslag også 0 ved udgangen af 2024.