82-årig fra Arden – svindlet af “Oliver” og “Sebastian”
En ældre kvinde oplevede onsdag formiddag, i sidste uge, at blive telefonisk kontaktet af en ukendt mandsperson, oplyser politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Himmerlands Politi i Hobro.
-Ved 10-tiden ringede en mand til den 82-årige kvinde på hendes telefon og han præsenterede sig som “Oliver”. Han spurgte hende i telefonen, om hun havde mistet hendes betalingskort, hvilket hun svarede, at det havde hun ikke og de snakkede lidt videre i telefonen i forhold til at “Oliver” gerne ville hjælpe hende med et eller andet, fortæller Jørn Kresten Nielsen og fortsætter:
-På et tidspunkt sagde “Oliver”, at der indenfor 3 minutter ville komme en medarbejder ved navn “Sebastian” forbi på den ældre kvindes adresse, på Solgårdsgaden i Arden, for at hente hendes dankort, så de kunne hjælpe hende med det de havde snakket om i telefonen.
LÆS OGSÅ: Mand i joggingtøj forsøgte at lokke dankort fra 84-årig i Arden
-Den 82-årige kvinde udleverede sit dankort til “Sebastian” og i forbindelse med telefonsamtalen var det også lykkedes svindleren at få pinkoden lokket ud af kvinden.
-Efterfølgende var der blevet hævet ca. 12.000 kr. på kvindens bankkonto.
-PAS NU PÅ DISSE SVINDLERE. Her er det helt ok at være uhøflig og smække røret på, slutter politikommissæren.