Unges valg af uddannelse bliver styrket i Mariagerfjord Kommune
8. klasseelever møder talstærkt op for at blive klogere på lokale uddannelser og job i kommunen
Mariagerfjord Kommune holder i disse dage uddannelsesaftener for at forberede elever fra de lokale 8. klasser på deres valg af ungdomsuddannelse. Uddannelsesaftenerne skal give eleverne en bedre forståelse for de forskellige uddannelser, som de kan vælge mellem og de jobmuligheder, der kan følge med.
Forældre præger unges valg
Eleverne er hovedpersonerne på uddannelsesaftenerne, men deres forældre er inviteret med. Det er der en helt særlig grund til. Valget om uddannelse er de unges, men forældrene spiller en central rolle i at støtte og vejlede dem på deres videre færd efter grundskolen. Mange forældre oplever dog, at de mangler viden om uddannelsessystemet og de muligheder, der findes.
Udvalgsformand Edin Hajder for Arbejdsmarked og Uddannelse håber, at elever såvel som forældre vil gå hjem efter uddannelsesaftenerne med en stor portion inspiration og et bedre overblik over uddannelsessystemet og de forskellige lokale uddannelser. På den måde får forældrene også lettere ved tale med deres børn om uddannelse.
– Unge i 8. klasse har naturligt nok ikke stor erfaring med hverken uddannelse eller arbejdsmarkedet. Derfor har de brug for forældre, venner, lærere og vejledere, som kan give dem ideer, råd og sparring, når de skal vælge uddannelse. Vores mål er at give de unge og deres forældre en fælles viden og et fælles sprog på uddannelsesaftenerne, så det bliver langt lettere at snakke om valg og uddannelse hjemme ved middagsbordet, siger Edin Hajder.
20 lokale virksomheder klar til de unge
Uddannelse og arbejdsmarked hænger tæt sammen. De unge og forældre får ikke kun indsigt i de potentielle håndværksmæssige færdigheder og akademiske egenskaber, som en ungdomsuddannelse kan bidrage med. De møder også en række lokale virksomheder, som står klar til at tale med de unge om, hvordan de forskellige uddannelser kan bruges hos dem og hvilke kvalifikationer de vægter højt.
Intet mindre end 20 lokale virksomheder deltager i uddannelsesaftenerne. De ser det nemlig som en investering i fremtiden, fordi der er stor konkurrence om at rekruttere veluddannede medarbejdere.
– Her hos Technicon udvikler vi robotter, som er med til at løse nogle af fremtidens store udfordringer. Det kan være effektivisering af manuelle arbejdsopgaver. Til det har vi brug for nysgerrige, fagligt stærke og engagerede unge, og derfor står vi selvfølgelig klar i dag, så vi kan vise os fra vores bedste side og fortælle om de spændende opgaver og muligheder, der findes hos os. Vi håber, at de unge vil huske os, når de om nogle år skal ud og finde arbejde, siger Lars Dahl Vester, Head of HR, Technicon A/S.
Kommunens lokale virksomhederne har et samlet ønske om, at de kan være med til at inspirere de unge til at vælge uddannelse og arbejde i Mariagerfjord Kommune, fordi der er uddannelser af høj kvalitet, et godt studiemiljø og gode muligheder for job bagefter. Det skal uddannelsesaftenerne hjælpe de unge med at få øje på.