ForsideØstkystenTuristbureauer i knibe: Borgmesteren vil ændre kontrakt for at bevare funktioner i...

Turistbureauer i knibe: Borgmesteren vil ændre kontrakt for at bevare funktioner i Øster Hurup og Mariager

- Annonce -

Turistbureauer i knibe: Borgmesteren vil ændre Resultatkontrakt med Destination Himmerland for at bevare funktioner i Øster Hurup og Mariager

Der er udarbejdet et udkast til en ny resultatkontrakt mellem ejerkommunerne og Destination Himmerland. Resultatkontrakt med Destination Himmerland blev behandlet på byrådsmøde i Mariagerfjord Kommune den 20. marts 2024.

Borgmesteren fremsatte på mødet ændringsforslag om, at resultatkontrakten sendes retur til fornyet behandling i bestyrelsen med henblik på, at der findes fornyet løsning, der fastholder turistbureau-funktioner i Øster Hurup og Mariager i en ny kontrakt.

Byrådet godkendte forslaget.

Fraværende: Peter Muhl (A), Peder Larsen (F), Niels Erik Poulsen (V) og Malene Ingwersen (Ø).

Sagsfremstilling

Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune etablerede per 1. marts 2020 det tværkommunale turismedestinationsselskab, Destination Himmerland, som operatør for udvikling, koordinering og markedsføring af turismen i de to ejerkommuner.

Som tillæg til vedtægterne for den nye destination blev en resultatkontrakt mellem destinationen og ejerkommunerne, som tydeliggør mål, krav og indsatsområder for turismefremmeindsatsen, godkendt i de to kommuners Byråd i november 2019. Resultatkontrakten, som var gældende for marts 2020 til december 2021, blev yderligere forlænget til og med marts 2022. En ny resultatkontrakt blev godkendt i de to ejerkommuner i februar 2022 med virkning for perioden april 2022 til december 2022. Den korte virkningsperiode for resultatkontrakten blev begrundet med, at Destination Himmerlands Bestyrelse anså 2022 for et overgangsår med tiltræden af ny direktør og mulighed for blandt andet at arbejde aktivt på, at flere medlemskommuner kan indtræde i destinationssamarbejdet. I februar 2023 godkendte Byrådene i de to ejerkommuner en forlængelse af den gældende resultatkontrakt på baggrund af, at man på daværende tidspunkt afventede afklaring på Rebild Kommunes mulige indtræden i Destination Himmerland. 

Ejerkommunerne har nu udarbejdet et udkast til en ny resultatkontrakt gældende fra 1. april 2024 til 28. februar 2026. Udkast til ny resultatkontrakt er vedhæftet som bilag.

Ifølge resultatkontrakten skal Destination Himmerland bidrage til øget kendskab til destinationen samt øget lokal omsætning, der bidrager til arbejdspladser og øger områdets attraktivitet for både gæster og borgere. Konkret er forventningen, at Destination Himmerland arbejder for destinationens konkurrenceevne på markedet og understøtter væksten i antal kommercielle overnatninger, der som minimum bør følge landsgennemsnittet. Herudover har Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune en forventning om, at Destination Himmerland arbejder med følgende fire kerneindsatsområder: 

  • Strategisk destinationsudvikling
  • Produkt- og forretningsudvikling 
  • Markedsføring
  • Gæsteservice

Destination Himmerland har siden etableringen af destinationsselskabet i 2020 arbejdet med at udvikle et nyt og mere tidssvarende koncept for gæsteservice, ligesom der af to omgange er søgt eksterne midler hjem hos Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til udvikling af et nyt gæsteservicekoncept, som blandt andet fokuserer på at den fysiske gæsteservice leveres hos destinationens partnere. I Vesthimmerlands Kommune blev turistbureauerne nedlagt i forbindelse med destinationsdannelsen i 2020. I Mariagerfjord Kommune har destinationen indtil nu drevet turistbureauet i Øster Hurup samt ydet et årligt tilskud til Mariager Saltcenter på 100.000 kr. for levering af gæsteservice. Det er Destination Himmerlands turismefaglige vurdering, at disse to funktioner bør nedlægges for at ensrette gæsteserviceaktiviteterne i destinationen. Hvilket betyder opstart af et nyt partnerbaseret gæsteservicekoncept med 80-100 fysiske turismeinfospots placeret hos turismeaktører i hele destinationen. Baggrunden herfor er turisternes ændrede forbrugsmønstre, faldende besøgstal på turistbureauerne, mangeårige nationale tendenser med udvikling af nye gæsteservicekoncepter herunder nedlæggelse af de fysiske turistbureauer og overordnet økonomi. Bilag om gæsteservice er vedhæftet som bilag.

Formålet med en udvidet gæsteservice er at understøtte vækst i turismen ved, at turismeaktører i Destination Himmerland får flere gæster, end de opnår med det nuværende gæsteservicetilbud i destinationen. Det nye gæsteservicekoncept vil understøtte, at turismeaktører får mulighed for større indtjening og dermed sikre arbejdspladser lokalt.

Hvis turistbureauet i Øster Hurup lukkes, frigøres bygningen på Havnen 2 i Øster Hurup. Hermed får Mariagerfjord Kommune mulighed for at sælge bygningen, ligesom nuværende omkostninger til drift af bygningen bortfalder.

Administrationens tilføjelse siden behandling af punktet 6. marts 2024 i Udvalget for Kultur og Fritid:

Direktøren fra Mariager Saltcenter har 11. marts 2024 rettet henvendelse til administrationen for at præcisere faktuelle angivelser i notatet vedrørende gæsteservice. 
Mailen fra Mariager Saltcenters direktør er nu vedhæftet sagen som bilag.

Økonomi

I henhold til foreningens vedtægter betaler Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune årligt 62 kr. pr. indbygger. Kontingentet pristalsreguleres løbende med den kommunale fremskrivningsprocent og med 2021 som basisår.

Dertil kommer et markedsføringstilskud på 4 kr. pr. indbygger fra hver af de to medlemskommuner. Dette beløb pristalsreguleres ikke.

I 2023 udgjorde Mariagerfjord Kommunes kontingent 2.718.122 kr. og markedsføringsbidraget 167.632 kr.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler