Litteratur med god smag i Hadsund
Kom med til en smagfuld bogcafé, når Mariagerfjord Bibliotekerne byder på romanbidder og lidt godt til ganen den 9. april klokken 19.00 på Hadsund Bibliotek.
Nu kan du komme med til en usædvanlig bogcafé. Når Mariagerfjord Bibliotekerne tirsdag den 9. april byder på spændende boganbefalinger, får du ikke bare bidder fra gode bøger – du får også en bid mad.
Til arrangementet medbringer to bibliotekarer deres yndlingsbøger med mad i fokus. Og så tager de smagsprøver med på den mad, som de læser om. Der bliver læst små uddrag fra bøgerne, som krydres med både salt og sødt til ganen.
Hvis du vil smage på litteraturen kan du købe billet på mariagerfjordbibliotekerne.dk. Det koster 50 kroner at deltage. Arrangementet finder sted på Hadsund bibliotek og litteraturen vil være en blanding af klassikere og nyere bøger.