Allan ’Danske’ støttepulje
Det var med stor sorg at vi for godt et år siden modtog beskeden om, at Allan ’Danske’ Andersen var gået bort i en alder af kun 44 år. ’Danske’ har gennem årene ydet en kæmpe indsats for Hobro IK og IK Rosendal, hvor han bidrog med mange frivillige timer. Alt sammen med stort hjerte for de to klubber, fortæller Hobro IK i en pressemeddelse og fortsætter:
Hobro IK betød rigtig meget for ’Danske’ ligesom IK Rosendal også gjorde – sidstnævnte specielt i ungdomsårene. Derfor besluttede arbejdsgruppen at inddrage IK Rosendal i arbejdet med støttepuljen.
Allan ’Danske’ Andersen var enormt vellidt af alle og havde en evne til, at ville sørge for, at alle andre altid havde det godt og var i godt humør. Dette satte tanker i gang i Hobro IK og i IK Rosendal. To klubber som ’Danske’ brugte rigtig mange timer i. Det var tanker om, hvordan vi på bedst mulige vis, kunne mindes ’Danske’ og sørge for, at hans ånd levede videre i klubberne.
Dette er der nu kommet Allan ’Danske’ støttepuljen ud af, som har til formål dels af få så mange som muligt til at spille fodbold og dels at understøtte værdiskabende fællesskaber og sociale arrangementer på foreningsholdende i IK Rosendal og Hobro IK.
Allan ’Danske’ Andersens bror, Brian Andersen sætter ord på, hvad det betyder for familien, at denne støttepulje er blevet en realitet:
– Vi er enormt rørte over at opleve, hvor meget Allan har betydet for rigtig mange mennesker og at se hans ånd leve videre på denne måde gør os utroligt stolte. Støttepuljen fortæller meget godt, hvilken person Allan var og hvilke værdier, der var vigtige for ham. Nemlig, at alle skulle have det godt.
Gennem støttepuljen kan spillere og hold i IK Rosendal og Hobro IK søge om tilskud fra støttepuljen til fællesskabende aktiviteter, som skal skabe værdi for holdet såvel som den enkelte spiller. Der er lavet retningslinjer for støttepuljen af et udvalg, der er nedsat til at varetage støttepuljen. I dette udvalg sidder blandt andre Brian Andersen, bror til ’Danske’. Udover Brian Andersen er der en repræsentant fra IK Rosendals bestyrelse i Bo Langberg, repræsentant fra Hobro IKs bestyrelse i Jacob Hollerup samt to gode venner af ’Danske’ i Flemming Madsen og Lars Justesen.
Økonomien til støttepuljen skal generes via aktiviteter i Hobro IK og IK Rosendal regi samt gennem virksomheder i lokalområdet, der vil bidrage til dette gode formål. Nopa Nordic, ’Danskes’ arbejdsplads gennem mange år har allerede givet tilsagn om at donere det første bidrag til støttepuljen.
Henrik Karup Jørgensen, direktør i Nopa Nordic, sætter ord på, hvorfor de som virksomhed har valgt at bidrage til støttepuljen:
– Da vi blev bekendt med støttepuljen, var vi aldrig i tvivl om, at vi skulle bidrage til denne. Allan var en meget vellidt og loyal medarbejder, som altid mødte ind i godt humør og var med til at gøre alles dag bedre. Sådan husker vi Allan og det ønsker vi også, at alle andre skal. At vi gennem støttepuljen kan være med til at mindes Allan og samtidig være med til, at give børn og unge mulighed for at spille fodbold eller at deltage i andre sociale arrangementer gør os stolte. Det er en støttepulje, der går hånd i hånd med, hvordan Allan var som person.
Med støttepuljen vil vi mindes og ære ’Danskes’ minde. For var der noget ’Danske’ kunne, så var det at huske hyggen og fællesskabet.