82-årig mand sigtet efter trafikuheld i Hobro
I går kl. 15.30 blev politiet kaldt ud til et færdselsuheld i krydset ved Mariagervej og Randersvej i Hobro. Politiassistent Jesper Fredsgaard fra Himmerlands Politi oplyser, at en 82-årig mand fra Viborg, der kørte mod vest ad Mariagervej, overså sin ubetingede vigepligt i krydset og kolliderede med en 37-årig mand fra Hobro, som kom kørende mod nord ad Randersvej.
Heldigvis var der umiddelbart ingen personskader ved uheldet.
Den 82-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.