KLUMME: Tid til oprejsning: Tre point i sigte mod HB Køge
Klumme af Teknisk Chef Lars Justesen Hobro IK
Så er vi igen samlet her på DS Arena til hjemmekamp i NordicBet Ligaen. Denne gang møder vi HB Køge.
Sidste uges kamp var noget af en oplevelse. Kampen var et godt bevis på, hvor stærk NordicBet Ligaen er i denne sæson og hvor dygtige de respektive hold er, hvis vi ikke rammer vores solide stabile niveau. Omvendt var udeholdet uhyre effektive og kendte deres besøgelsestid og afgjorde på denne måde kampen. Det var dog lige ved at blive magisk, da Frederik Christesen reducerede til 4-3 med godt 10 minutters spil igen, men comebacket udeblev. Vi må op på hesten i dag, når vi møder udeholdet fra Køge.
Vi har trænet godt i ugen og fået bearbejdet Esbjerg-kampen og fundet de positive takter, der var at tage med fra denne. Jesper Cornelius fik åbnet målkontoen med et fremragende langskud og det var godt at have ham tilbage efter en længere tids skadespause. Også Frederik Christensen har vist at han stadig kan finde vejen til målnettet, idet han scorede to flotte mål og dermed allerede er på 3 sæsonmål i kun to kampe. Offensiven fungerede og normalt når der scores tre mål giver det som regel, minimum, et point. Det gjorde det ikke i denne omgang og det skal vi analysere og forbedre til næste kamp.
Samtidig ved vi, at der har været udskiftning i truppen og dermed nogle nye relationer, der skal spilles sammen og at det kan og vil tage tid. Vi er dog langt i denne proces og vi er fortrøstningsfulde omkring fremtiden, hvor vi har fået samlet en rigtig spændende og ung trup flankeret af et par rutinerede spillere, der skal bidrage med at tage ansvar og vise vejen for de unge.
Vi glæder os til igen at byde jer velkommen her på DS Arena, hvor vi i fællesskab skal rejse os og tage de tre point i dagens opgør.
Rigtig god kamp!
(Kampen spilles fredag den 2. august kl. 19.00)