Elever fra Rosendalskolen overtager Folketingssalen for en dag
Mandag den 27. januar 2025 får elever fra Rosendalskolen i Hobro en stor oplevelse, når de deltager i Ungdomsparlamentsdagen i Folketinget. Her bliver de blandt 179 særligt udvalgte unge, der overtager pladsen i Folketingssalen for en dag for at fremsætte, debattere og stemme om egne lovforslag.
Eleverne fra Rosendalskolen har arbejdet med et lovforslag om at gøre mentalt helbred til en fast del af skoleskemaet. De skal præsentere, behandle og forsvare deres forslag i udvalg og senere debattere det i selve Folketingssalen, hvor de også får mulighed for at stille spørgsmål til ministre fra regeringen.
Demokratisk indsigt og forberedelse
Dagen er kulminationen på flere måneders forberedelse gennem undervisningsforløbet ’Ungdomsparlamentet’. Her har elever fra 8.-10. klasse i hele rigsfællesskabet udviklet lovforslag inden for emner som klima, sundhed og uddannelse. Af de mange indsendte forslag har Folketinget udvalgt 60, der præsenteres på dagen.
Unik læringserfaring
Formålet med Ungdomsparlamentsdagen er at give unge indsigt i demokratiets spilleregler og Folketingets arbejde. Arrangementet afsluttes med, at Folketingets formand overrækker de vedtagne lovforslag til en repræsentant for regeringen.
Følg med på tv
Hele dagen kan følges direkte på Folketingets tv-kanal og hjemmeside, hvor man kan se de unge folketingsmedlemmer udfolde sig i landets mest ikoniske debatforum.