ForsideHadsundSmå fællesskaber på plejehjem – nyt samarbejde mellem Røde Kors Hadsund, Bernadottegården...

Små fællesskaber på plejehjem – nyt samarbejde mellem Røde Kors Hadsund, Bernadottegården og Teglgården

- Annonce -

Små fællesskaber på plejehjem – nyt samarbejde mellem Røde Kors Hadsund, Bernadottegården og Teglgården

Røde Kors Hadsund tager nu initiativ til en ny aktivitet for at skabe små, nærværende fællesskaber på plejehjemmene Bernadottegården i Hadsund og Teglgården i Als. Formålet er at engagere beboere, der ellers ikke deltager i de eksisterende aktiviteter, ved at tilbyde mindre sociale grupper ledet af frivillige.

”Vi vil gerne være med til at bringe lidt ekstra liv og nærvær ind i hverdagen for de ældre, der måske ikke har overskud til de større arrangementer,” siger Niels Jørgen Sloth, formand for Røde Kors Hadsund.

Pilotprojekt for små, nærværende fællesskaber
Projektet, der starter som et pilotprojekt, bygger på erfaringer fra efteråret, hvor Røde Kors-konsulent Karina Kruse har arbejdet sammen med Røde Kors Hadsund for at udvikle et godt koncept.

”Vi ser et stort potentiale i at skabe mindre, intime fællesskaber for beboerne, hvor de kan hygge sig med højtlæsning, sang, nørkleri eller en herreklub,” forklarer Niels Jørgen og lader forstå, at der stadig søges frivillige til projektet.

En aktivitetsleder er allerede fundet i Annette Würtz, men for at sikre et bredt udvalg af tilbud, håber Røde Kors Hadsund at kunne tiltrække endnu flere frivillige, der vil være med til at skabe meningsfulde stunder for de ældre.

Infomøde for interesserede
For at informere om projektet og engagere flere interesserede afholdes der et infomøde onsdag den 5. marts kl. 10.30-11.30 på Bernadottegården i Hadsund. Her vil både beboere, pårørende, personale og potentielle frivillige få en introduktion til projektet. Karina Kruse og Annette Würtz vil give en grundig gennemgang af initiativet og svare på spørgsmål.

”Vi håber, at mange vil dukke op og tage del i dette projekt, så vi kan gøre en forskel for de ældre på plejehjemmene,” afslutter Niels Jørgen.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler