ForsideHadsundDer er fuld gang i tankene hos Hadsund Bryghus

Der er fuld gang i tankene hos Hadsund Bryghus

- Annonce -

Der er fuld gang i tankene hos Hadsund Bryghus

Det begyndte med en passion for et godt glas øl. I dag driver Mikkel Andersen Hadsund Bryghus på fuld tid, og i 2026 forventes op mod 60.000 liter øl at forlade bryggeriet på Ringvejen i Hadsund. Samtidig er nye produkter og en øget satsning på lokale restauranter på vej.

Da Mikkel Andersen i 2018 startede Hadsund Bryghus, var det først sideløbende med jobbet som lærer på Hadsund Skole. Passionen for øl og brygning voksede imidlertid hurtigt til mere end en fritidsbeskæftigelse, og siden 2019 har han arbejdet på fuld tid med bryggeriet.

I dag holder Hadsund Bryghus til på Ringvejen 6, hvor der er kapacitet til omkring 7.000 liter øl i bryggeriet.

I løbet af 2026 forventer Mikkel Andersen at lave mellem 50 og 60 bryg á cirka 1.000 liter fordelt på 14 forskellige øltyper. Dermed kan årets samlede produktion nå op mod 60.000 liter.

– Vi har gennem årene fået en masse erfaring med både opskrifter, smage og selve arbejdsprocesserne. Det betyder, at produktionen i dag er langt mere strømlinet, og at vi kan følge med den efterspørgsel, vi oplever, fortæller Mikkel Andersen.

Mere fokus på det lokale marked

Erfaringerne har også fået Hadsund Bryghus til i endnu højere grad at rette blikket mod Hadsund og resten af Mariagerfjord Kommune.

Øllet sælges både på flasker og i fadølsfustager, og samtidig oplever bryggeriet stigende interesse fra kunder, som ønsker hjælp til at udvikle og brygge deres egen øl.

Private label-øl er ligeledes blevet en del af forretningen. Her får blandt andet virksomheder deres egen etikette og indpakning på øl, som eksempelvis bruges til firma- og julegaver.

– Folk har efterhånden lært, at vi er her i Hadsund, og at de trygt kan komme til os, hvad enten de skal bruge øl til en fest, firmagaver eller ønsker noget helt særligt. Det lokale marked betyder meget for os, siger Mikkel Andersen.

Næste skridt kan blive at få Hadsund-øl i hanerne endnu flere steder.

Bryggeriet er således i dialog med en person med stort kendskab til fadølsbranchen, som kan være med til at få flere restauranter og andre serveringssteder til at vælge øl fra Hadsund.

– Det glæder vi os til at se, om det lykkes. Vi håber selvfølgelig, at det kan flytte Hadsund Bryghus endnu et skridt fremad og få mere lokalt øl i hanerne, fortæller brygmesteren.

Nyt fem-liters fad på vej

Efter efterårsferien kommer endnu et produkt til. Her bliver det efter planen muligt at købe fem liter øl i en ståltønde med egen taphane – en slags lille fadølsanlæg til hjemmet.

Hadsund Bryghus holder desuden næsten hver fredag åbent bryggeri fra klokken 14 til 17. Her kan kunder købe flasker fra sortimentet, få fyldt deres to-liters flaske og tage en snak med brygmesteren om, hvad der aktuelt er i tankene.

Derudover kan øl fra Hadsund Bryghus i dag købes i omkring 40 butikker i lokalområdet.

Mikkel Andersen står bag Hadsund Bryghus, som tilbyder et bredt udvalg af lokale øl på både flasker og fustager – og øllet kan i dag købes i omkring 40 butikker i lokalområdet. Foto: Mariagerfjordposten.dk
Mikkel Andersen står bag Hadsund Bryghus. Foto: mariagerfjordposten.dk
Næsten hver fredag fra klokken 14 til 17 åbner Hadsund Bryghus dørene, så kunderne kan købe øl og få en snak om, hvad der er i tankene. Foto: Mariagerfjordposten.dk
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler