Flere skal vide, hvordan de kan gøre en forskel for mennesker med demens
Hverdagen med demens er ikke nem, men du kan gøre en forskel.
Sådan lyder overskriften på demensugen 2025, som vil give danskerne viden og tro på, at netop de kan gøre en forskel for mennesker med demens.
82% af danskerne vil gerne være med til at sikre, at mennesker med demens føler sig inviteret og inkluderet i fællesskaber, men kun 26% ved, hvad de kan gøre for at inkludere demensramte medborgere i de fællesskaber de selv går til.
Det viser en undersøgelse foretaget af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark i 2024. (FFDD) Den uoverensstemmelse skal der laves om på.
”Kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det, skal mindskes. For vi ved, at den lille håndsrækning har stor betydning for, at mennesker med demens fortsat kan føle sig som en del af det liv de har levet, og dermed for deres livskvalitet” udtaler sekretariatet i FFDD.
Heldigvis skal der kun lidt til for, at man som medborger kan gøre en stor forskel for mennesker der lever med demens. Helt kort kan der koges ned til tre grundlæggende råd:
Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.
På den baggrund kommer demensugen 2025 til at have fokus på, hvordan kløften mellem velvilje og handlekraft kan mindskes, og demensugen løber som altid af stablen i uge 19.
Igen i år, vil frivillige i Ældre Sagen i Arden gøre deres til, at udbrede kendskabet til, hvordan man gør en forskel, når man møder medborgere med demens i f. eks. bussen, toget, på biblioteket, i idrætshallen, hos købmanden, i biografen, i kirken eller på gaden. Derfor besøges flest mulige steder i uge 19, hvor der vil blive uddelt materiale som er målrettet det enkelte sted, og forhåbentlig opnås lige så mange godt snakke under besøgene som tidligere år.
Hvis nogen gerne vil vide mere, eller har lyst til at bidrage med udbredelse af demenssymbolet, eller noget andet for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende, så er man velkommen til at kontakte demensansvarlig for Ældre Sagen i Arden, Elly Bjerring 30324916.
