Mariager Fjord OK med flotte resultater ved Gudenådysten
Søndag den 4. maj deltog Mariager Fjord Orienteringsklub med 12 engagerede O-løbere i den traditionsrige ”Gudenådysten”, som hvert år arrangeres af Silkeborg OK. I år var det kuperede og teknisk krævende terræn i Silkeborg Sønderskov, tæt ved Himmelbjerget, rammen om dysten, der samlede omkring 140 deltagere fra hele landet.
Trods de udfordrende forhold klarede Mariager Fjord OK’s løbere sig særdeles flot, og flere kunne tage hjem med topplaceringer:
- I pigeklassen D 12 B (2,4 km og 11 poster) løb Leonora Dalgaard Smith en imponerende 1. plads hjem i tiden 22.26.
- I D 60-klassen blev det også til sejr, da Bettina Gjedde krydsede målstregen som nr. 1 i 41.54, og Pia Hejlskov Mogensen fulgte op med en flot 4. plads i 51.29.
- I D 80 viste Rigmor Schou stor styrke og sikrede sig en 2. plads med tiden 44.19, blot 25 sekunder fra sejren.
- I den yngste drengeklasse H 10 løb Walter Dalgaard Smit sig til en fin 3. plads i tiden 21.35.
- I H 21 B kunne Jørgen Smit glæde sig over en suveræn 1. plads i tiden 52.09.
- I H 60 tog Ole Jensen en velfortjent 2. plads med 40.32, kun 1 minut og 55 sekunder efter vinderen fra OK Pan Aarhus.

Næste store opgave for klubben venter allerede søndag den 11. maj, hvor årets første Divisionsstævne finder sted i Kompedal Plantage mellem Silkeborg og Ikast. Her skal Mariager Fjord OK dyste mod stærke klubber som Horsens OK, OK Pan Aarhus og Silkeborg OK. Stævnet arrangeres af Karup OK.