Kasper lukker GATE36 – Ophørsudsalget er i fuld gang
Kasper Berggren har valgt at lukke GATE36 på Adelgade i Hobro. Mariagerfjordposten.dk kiggede forbi butikken i dag, hvor ophørsudsalget startede.
Kasper fortæller:
Efter 8 år som selvstændig butiksindehaver, og i alt 24 år som tøjmand bag disken, er det tid til et nyt kapitel i mit liv.
Det er ingen hemmelighed, at detailhandlen har været voldsomt udfordret de seneste år. Først corona, hurtigt efterfulgt af inflationen med forhøjede driftsudgifter og fald i vores omsætning.
Det er med et vemodigt hjerte, men et fornuftigt øje, at jeg har taget den beslutning, at det nu er tid til at lukke GATE36.
Jeg kommer til at savne min hverdag i butikken, vores mange trofaste kunder, der har gjort det muligt for mig at drive butikken i alle de år.
Jeg håber nu, at I vil hjælpe os med at få tømt butikken. Vi startede OPHØRSUDSALGET i dag d. 27. december fra kl. 10.00 med 50% på alle varer – webshoppen undtaget!
Så kig indenfor og gør en god handel.
Gavekort, bonus og tilgodebevis skal indløses senest 31/1-23.