𝗙𝗿𝗶𝘃𝗶𝗹𝗹𝗶𝗴𝗰𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿 𝗼𝗴 K𝗼𝗺𝗺𝘂𝗻𝗲 𝗶 𝘀𝘁𝘆𝗿𝗸𝗲𝘁 𝘀𝗮𝗺𝗮𝗿𝗯𝗲𝗷𝗱𝗲
Sidste efterår blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Frivilligcenter Mariagerfjord og Mariagerfjord Kommune. Her efter et lille års tid, er der nu sket yderligere tiltag som styrker samarbejdet, til fordel for de frivillige i Mariagerfjord.
Byrådet øger repræsentationen i bestyrelsen fra en til to, hvoraf den ene kommer fra Sundhed og Omsorg, og den anden fra Kultur og Fritid. Det sker ud fra betragtningen af, at skabe så bred et samarbejde som muligt, dels med Byrådet, men også med de to fagområder som Frivilligcenteret sigter mod. Den økonomiske understøttelse ligger i Sundhed og Omsorg, og den mere direkte tilgang ligger i Kultur og Fritid.
– Vi ser frem til at få gennemført de ændringer der er peget på fra byrådet, og glæder os over at netop Kultur og Fritid involveres i samarbejdet, siger formand for Frivilligcenteret, Per Mathiesen og fortsætter:
– Det betyder, at vi kommer til at se en styrket kommunal understøttelse af frivilligheden i kommunen, når Frivilligcenteret samt Kultur og Fritid vil stå tættere sammen omkring det arbejde, der kan gøre det nemmere at være frivillig.
– Byrådet peger også på den bogholderiløsning, som Frivilligcenteret har tilbudt de mindre foreninger. Det er en løsning der gør, at de kan slippe for de meget høje bankgebyrer på etablering og drift.
– Det er ikke unormalt at foreninger mødes med etableringsomkostninger på omkring kr. 5.000, – og en driftsudgift på kr. 2.500, – årligt. Det er der ingen af de små foreninger der har råd til!
– Byrådet peger på løsningen, som det fremgår af budgetforliget, og vil sikret sig styr på forholdet mellem Frivilligcenteret, og den frivillige forening. Frivilligcenteret er allerede godt på vej, men der skal naturligvis lige tjekke op en ekstra gang hele vejen rundt.
Der var ellers sået tvivl om Frivilligcenterets fremtid ved budgetlægning for 2023, men blev så med en politisk tilgang, til et styrket samarbejde.
– I processen var der 73 høringssvar i forhold til budget 2023, og heraf blev Frivilligcenteret nævnt i ikke mindre end 41 høringssvar.
– Vi er dybt taknemmelige for den store støtte der er vist omkring Frivilligcenteret, og støtten understreges stærkt med de mange høringssvar. Det var en hård måde, men der blev skabt opmærksomhed på, at Frivilligcenteret gør en forskel.
– Nu skal det praktiske lige på plads, med en vedtægtsændring og udpegning af personer i byrådet. Ellers ser vi meget frem til ændringerne, der uden tvivl vil styrke samarbejdet og indsatserne omkring foreninger og frivillige i Mariagerfjord, slutter Per Mathiesen, formand for Frivilligcenter Mariagerfjord.