Haraldsgård vil løfte Hobro: føtex bliver central aktør
Med en stærk lejer på plads i form af føtex kan udviklingen af et af Hobros største byudviklingsprojekter nu igangsættes. Haraldsgård bliver et markant løft for både bymidten og det samlede handelsliv – med moderne boliger, nye erhverv og forbedrede parkeringsmuligheder.
Tilbage i december 2025 blev lokalplanen godkendt for Haraldsgård-projektet, og nu er underskrifterne også i hus. Derfor kan det ambitiøse projekt nu føres ud i livet, og føtex i Hobro står derfor foran en stor renovation, når varehuset forvandles til nyeste koncept og udvides markant. Det nye varehus bliver 40 procent større end i sin nuværende form.
– Det er en fantastisk nyhed for os i føtex, men for mig handler det her om hele Hobro og især det område vi er en del, der trænger til et kærligt løft, så vi kan fremtidssikre os og blive ved med at være relevante for hele byen. Det har Hobro fortjent. Det bliver et stort løft af varehuset, og det håber vi selvfølgelig også, at kunderne kan nikke genkendende til, når byggeriet engang er helt færdigt, siger Niels Gårde, varehuschef i føtex Hobro.
Den nye føtex får direkte adgang fra det kommende parkeringshus ved Nytorv via nyt indgangsparti med rullefortov op til butikken og med integrerede funktioner som bageri, kiosk og delikatesse samt slagter afdeling. Samtidig bliver butikkens forområde en naturlig forbindelse mellem parkeringsområdet og gågaden, men der vil også fortsat være adgang til butikken fra Adelgade.
Føtex åbnede første gang i Hobro i 1968 og har haft adresse i den nuværende bygning siden 1991.
Nyt bykvarter med boliger, byliv og handel
Haraldsgård-projektet vil transformere området omkring Adelgade, Skibsgade og Nytorv til et nyt levende bykvarter med fokus på kvalitet, liv og tilgængelighed.
Haraldsgård er mere end et byggeri – det er en vision for fremtidens Hobro. Projektet omfatter ud over udvidelsen af føtex, bl.a. ca. 70 boliger, flere nye erhvervslejemål mod Adelgade samt et nyt parkeringshus.
Ambitionen er klar: at skabe et attraktivt og levende bykvarter, som binder handel, bolig og byliv tættere sammen og bidrager til et markant løft af Hobro centrum.
– For os handler Haraldsgård om langt mere end nye bygninger. Det handler om at give Hobro nyt liv og skabe nogle bedre rammer for både handel, bylivet og menneskerne i byen.
Vi er derfor rigtig glade for at have føtex med ombord, som en central drivkraft i projektet, hvor føtex vil fungere som naturlig magnet i bymidten og ikke mindst for de nye erhvervslejemål. Vi ser et stort potentiale i Haraldsgård – opførelsen af nye moderne boliger med et grønt hævet gårdrum, elevator fra p-kælder til boligerne og udsigt over Mariagerfjord, har vi manglet i Hobro, siger Morten Nielsen, Udviklingschef hos EnergyTech Estate.
Den konkrete tidsramme for byggeperioden for føtex og resten Haraldsgård er ikke endelig på plads endnu, men føtex forventer at være klar i de nye rammer ultimo 2028.

Foto: EnergyTech Estate




