Sol og Strand bakker op om købmandsbutik i Egense
Støtter den nye butik, som er med til at sikre lokale indkøbsmuligheder for borgere, sommerhusejere og feriegæster
Sol og Strand i Øster Hurup har netop givet en håndsrækning på 20.000 kr. til den nye købmandsbutik i Egense. Med støtten bakker Sol og Strand op om et lokalt initiativ, som skal sikre, at det også fremover er muligt at handle dagligvarer i byen.
Den nye butik etableres som en moderne hybridbutik med døgnåben adgang og selvbetjening uden for de bemandede åbningstider. Løsningen er udviklet til mindre lokalsamfund, hvor en traditionel købmandsbutik kan være svær at drive, men hvor behovet for lokale indkøbsmuligheder stadig er stort. For Sol og Strand giver det god mening at støtte projektet.
– En lokal købmand er meget mere end et sted, hvor man handler. Det er også et samlingspunkt i hverdagen. Derfor synes vi, det er positivt, at borgerne i Egense har stået sammen om at skabe en løsning, som kan være med til at sikre liv i byen mange år frem, siger bureauchef Gitte Melchiorsen fra Sol og Strand Øster Hurup.
Den nye butik skal ikke alene gøre hverdagen lettere for byens borgere. Den skal også være med til at gøre området mere attraktivt for sommerhusejere og besøgende, som ønsker nem adgang til dagligvarer og lokale tilbud.
– Vi ved fra vores gæster, at lokale indkøbsmuligheder betyder meget. Det er en del af ferieoplevelsen, at man kan handle i nærområdet i stedet for at skulle køre langt efter de daglige indkøb. Derfor er vi glade for at kunne bakke op om den nye købmandsbutik i Egense, siger Gitte Melchiorsen.
Butikken i Egense er blandt andet blevet til virkelighed gennem crowdfunding, hvor næsten 300 personer har bidraget økonomisk til projektet. Den store opbakning fra lokalsamfundet har været afgørende for etableringen.
– En købmandsbutik er vigtig for hverdagen i Egense. Både for dem, der bor her fast, og for de mange sommerhusejere og gæster, som bruger området. Derfor er vi meget taknemmelige for, at Sol og Strand har valgt at støtte projektet. Det giver både en økonomisk håndsrækning og en vigtig anerkendelse af det arbejde, mange frivillige har lagt i at få butikken på plads, siger Karina Brandstrup, der er forperson for Foreningen Købmand Egense.





