Politiet tilbyder nu rusmiddelrådgivning til alle misbrugsramte borgere
Nordjyllands Politi har siden 2019 tilbudt påvirkede bilister en samtale med en misbrugskonsulent. Nu udvides “Kør rent”-indsatsen til alle relevante borgere, som politiet har kontakt med.
Du slipper ikke for straf, hvis du sætter dig påvirket bag rattet, og Nordjyllands Politi standser dig.
Men du får både straf og hjælp.
Du bliver nemlig spurgt, om en misbrugskonsulent fra kommunens rusmiddelcenter må kontakte dig med et tilbud om gratis, uforpligtende rusmiddelrådgivning.
”Indsatsen kaldes ”Kør rent”, og vi har været en del af den siden 2019. I den periode har over 800 borgere takket ja til tilbuddet om at blive kontaktet af en rusmiddelrådgiver. Vi har konkrete tilbagemeldinger fra betjente, som beretter, at de efterfølgende er blevet kontaktet af borgere, der er blevet fri af et misbrug som følge af tilbuddet,” fortæller politikommissær Preben Klitgaard, leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat i Nordjyllands Politi.
I foråret 2026 er ”Kør rent”-indsatsen blevet udvidet, så den ikke længere er målrettet bilister alene.
”Nu hedder den ”Kør rent – lev rent”, og nu tilbyder vi rusmiddelrådgivning til alle borgere, som vi har kontakt med, som vi vurderer har et overforbrug eller en afhængighed af rusmidler,” oplyser Preben Klitgaard.
Man behøver nemlig ikke at blive taget i at køre spiritus- eller narkokørsel for at have en afhængighed – og et behov for hjælp.
Færre misbrugere er en gevinst for alle
Politiet har både en særlig mulighed for at hjælpe og også en faglig motivation.
”Vi er som politi ofte dem, der møder folk i en sårbar situation, hvor man kan være mere modtagelig for hjælp. Derfor kan vi være bindeleddet mellem borgeren og rusmiddelcentrene, som står for rådgivningen,” forklarer Preben Klitgaard.
Han uddyber:
”– Det er oplagt en fordel for den enkelte at komme ud af sit misbrug og en fordel for alle at undgå alvorlige færdselsuheld pga. påvirket kørsel. Men det kan også være en samfundsmæssig gevinst på andre planer at få en borger væk fra et overforbrug af rusmidler. Det gælder både i forhold til kriminalitet, nærmiljø, økonomisk og meget andet. Et overforbrug af rusmidler skal finansieres på den ene eller anden måde – måske via kriminalitet.”



