ForsideHadsundAndelen udvider i Hadsund: Nu får mændene deres eget sted

Andelen udvider i Hadsund: Nu får mændene deres eget sted

- Annonce -

Andelen udvider i Hadsund: Nu får mændene deres eget sted

Andelen i Storegade i Hadsund vokser og nærmer sig 500 medlemmer. Nu udvides fællesskabet til nabobygningen, hvor et nyt mødested for mænd er ved at tage form. Her skal der være plads til at makke, reparere, drikke kaffe og ikke mindst være sammen med andre.

Der er godt gang i aktiviteterne hos Andelen i Hadsund. Medlemstallet nærmer sig 500, og de mange medlemmer kan i dag tage del i en lang række forskellige tilbud og fællesskaber.

Nu bliver der snart endnu mere plads.

Andelen har nemlig taget hul på indretningen af nabobygningen i Storegade, hvor der skal skabes et nyt tilbud målrettet mænd.

– Vi er et rummeligt hus med plads til alle. I Andelen er vi meget sociale, kreative og gode til at opmuntre hinanden. Jeg tror også, at en del af forklaringen på vores medlemsfremgang findes her. Medlemmerne er simpelthen gode til at få nye med ind i fællesskabet, fortæller Andelens formand, Lene Bruhn.

Et sted at makke og mødes

I de nye lokaler skal mænd kunne mødes om både praktiske projekter og det sociale samvær.

– Nu udvider vi i nabobygningen med et tilbud til mænd, der gerne vil mødes og makke, skrue og reparere – og måske vigtigst af alt dele nogle kopper kaffe og tale sammen, siger Lene Bruhn.

En af ildsjælene bag det nye initiativ er Anders Andersen fra Als.

For ham er tanken om et særligt mødested for mænd langt fra ny. Faktisk går idéen mere end 40 år tilbage til hans egen læretid.

Her oplevede han, hvordan nogle ældre kolleger gik på efterløn som 60-årige og pludselig mistede en stor del af det daglige fællesskab, de havde haft gennem arbejdslivet.

– De satte sig derhjemme i stolen og bekræftede sig selv og omgivelserne i, at det var helt fortjent efter et langt arbejdsliv. Men jeg så også hurtigt, hvordan dem, der ikke havde andet end stolen og fjernsynet, faldt fra én efter én. Derimod kunne man se, hvordan dem, der havde fritidsinteresser og kom ud blandt andre, nærmest blomstrede op, fortæller Anders Andersen.

Omkring 40 kom til det første møde

Det er netop muligheden for at bevare eller finde et nyt fællesskab, som skal være omdrejningspunktet i de nye lokaler.

Nabohuset er allerede ved at blive renoveret og indrettet, men præcis hvad der skal foregå, skal mændene selv være med til at bestemme.

– Det skal være et sted, hvor mænd kan komme og blive en del af et fællesskab. Hvad vi så skal lave her, er endnu ikke fastlagt. Men der bliver et stort bord med plads til alle og et lille køkken med kaffemaskine, siger Anders Andersen.

At interessen er til stede, viste sig allerede ved det allerførste møde om idéen. Her dukkede omkring 40 personer op til stegt flæsk med persillesovs og information om tankerne bag det nye mødested.

I dag er der omkring 15, som er interesserede i at give en hånd med og gøre stedet klar til åbningen. Men de bliver langt fra de eneste, der kommer til at bruge huset. Flere står allerede klar i kulissen og forventer at blive brugere af stedet, når dørene åbner.

Fra reparationer til sejlture

Når renoveringen er færdig, er planen blandt andet at etablere to arbejdsstationer, hvor der kan arbejdes med reparationer.

Tanken er, at mændene eksempelvis kan hjælpe med at reparere elektronik eller andre ting, der ellers risikerer at blive smidt ud, fordi de ikke længere virker.

Men aktiviteterne behøver langt fra kun foregå inden døre.

Allerede nu har en mindre gruppe fundet sammen om idéen om at tage på sejlture på Mariager Fjord.

Og netop det er en vigtig del af tanken bag det nye mødested: Det skal ikke på forhånd være fastlagt, hvad mændene skal samles om.

Mulighederne skal udvikle sig i takt med fællesskabet og de interesser, som mændene selv bringer med sig.

Dermed bliver udvidelsen i nabobygningen endnu et tilbud under Andelen i Hadsund – med kaffemaskinen, det store fælles bord og lysten til at være sammen som nogle af de vigtigste ingredienser.

Anders Andersen er en af ildsjælene bag det nye mødested for mænd, som Andelen er ved at indrette i nabobygningen i Storegade. Foto: Mariagerfjordposten.dk
Andelen i Hadsund udvider til nabobygningen, hvor der skal være plads til at makke, skrue, reparere og ikke mindst mødes over en kop kaffe. Foto: Mariagerfjordposten.dk
Andelen i Hadsund udvider til nabobygningen, hvor der skal være plads til at makke, skrue, reparere og ikke mindst mødes over en kop kaffe. Foto: Mariagerfjordposten.dk
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler