Ølsmagning og sejlads på Mariager Fjord byder på smag, historie og naturoplevelser
Ølentusiaster og naturelskere kan se frem til en anderledes oplevelse på Mariager Fjord, når FjordTours inviterer til en hyggelig aftensejlads med ølsmagning ombord på veteranskibet Svanen.
Den to timer lange sejlads kombinerer udsigten over Danmarks smukkeste fjord med smagsoplevelser fra et af områdets mest traditionsrige bryggerier. I samarbejde med Bies Bryghus i Hobro bliver deltagerne præsenteret for seks forskellige øl, mens beer-sommelier Thomas Bjerre guider gennem smagene og fortæller historien bag både øllet og bryggeriet. Bies Bryghus har brygget øl i Hobro siden 1841.
Sejladsen er oplagt som en oplevelse med familie, venner, kolleger eller foreningen, hvor der er god tid til både hygge, gode samtaler og smukke udsigter over Mariager Fjord.
Undervejs vil der desuden være mulighed for at købe snacks ombord, så smagsoplevelsen kan suppleres med lidt godt til ganen.
Turen starter og slutter ved havnen i Mariager på Ny Havnevej 9, og prisen er 350 kroner pr. person inklusive sejlads og ølsmagning.
FjordTours arrangerer løbende særlige temasejladser på Mariager Fjord, og ølsmagningen er blandt de populære arrangementer, hvor lokale smagsoplevelser kombineres med en tur på vandet.
Næste ølsmagning finder sted lørdag den 27. juni, og senere på året gentages arrangementet den 26. september. Billetter og yderligere information kan findes på FjordTours’ hjemmeside.



