Indbrud på plejehjem i Hobro og Farsø: Tyve flygtede mod Tyskland
Himmerlands Politi efterforsker flere sager om indbrud og forsøg på indbrud på plejehjem i både Farsø og Hobro, hvor gerningspersoner tilsyneladende har udnyttet åbne terrasse- og altandøre i den varme sommerperiode.
Det første indbrud er anmeldt fra Plejecenter Højgaarden på Højgårdsvej i Farsø. Her er der i tidsrummet mellem klokken 08.00 og 14.30 søndag blevet begået indbrud på et værelse, hvor gerningspersonerne er kommet ind gennem en terrassedør, der stod på klem.
Fra værelset er der stjålet to guldhalskæder og et armbånd.
Samtidig har Hobro Friplejehjem på Købmagergade i Hobro været udsat for indbrud. Her har gerningspersoner været inde i tre lejligheder efter at have skaffet sig adgang gennem en åben terrassedør.
Ifølge Himmerlands Politi blev to personer set løbe fra stedet, hvorefter de hoppede ind på bagsædet af en udenlandsk registreret Mercedes-personbil. På forsædet sad to mænd.
De to personer, som blev set forlade plejehjemmet, beskrives som kvinder mellem 30 og 40 år og af kraftig bygning.
Politiet oplyser, at den pågældende Mercedes senere blev registreret ved grænsen til Tyskland.
– Senere bliver denne Mercedes registreret ved grænsen til Tyskland, så det er altså nogle, der er kørt ud af landet med tyvekosterne med det samme, lyder det fra Himmerlands Politi.
Der kan muligvis være en sammenhæng mellem hændelserne i Farsø og Hobro.
Samtidig kommer politiet med en opfordring til både borgere, pårørende og personale på plejecentre om at være ekstra opmærksomme i den varme periode, hvor mange lader døre og vinduer stå åbne.
– Det er selvfølgelig forståeligt, at man åbner vinduer og terrassedøre i denne varme, men vi opfordrer til at have et øje på de åbne døre og vinduer, lyder opfordringen fra Himmerlands Politi.
Politiet hører gerne fra borgere, der har set mistænkelig adfærd ved de to plejehjem eller har oplysninger om den omtalte Mercedes. Oplysninger kan gives på telefon 114.







