ForsideArdenVandring, løb og mountainbike i Rold Skov – oplevelser for hele familien...

Vandring, løb og mountainbike i Rold Skov – oplevelser for hele familien ved Arden

- Annonce -

Vandring, løb og mountainbike i Rold Skov – oplevelser for hele familien ved Arden

Den sydlige del af Rold Skov er et populært udgangspunkt for aktive naturoplevelser året rundt. Ved Sortemosehus og Stabelpladsen i Arden mødes vandrere, løbere og mountainbikere for at udforske nogle af Himmerlands smukkeste skovområder.

Sortemosehus fungerer som et naturligt samlingspunkt med gode parkeringsforhold og direkte adgang til et stort netværk af afmærkede vandre-, løbe- og mountainbikeruter. Samtidig er der mulighed for både ophold og overnatning, hvilket gør området oplagt til en dagstur eller en længere naturferie.

Vandre- og løberuter med naturoplevelser

Fra Sortemosehus er der flere ruter at vælge imellem – uanset om turen skal være kort eller lang.

Arden-ruten på 7,1 kilometer fører gennem Hesselholt Skov vest om Kobbelbakke. Undervejs passerer man de markante jordfaldshuller Røverstuen og Hestegraven, som er blandt områdets spændende naturfænomener.

Ønsker man en længere tur, byder St. Økssø-ruten på 9,5 kilometer gennem skov, højmose og rundt om den naturskønne sø, hvor der er gode muligheder for at opleve områdets rige fugleliv.

For familier er Røverruten på 5,1 kilometer et oplagt valg. Ruten er certificeret som kvalitetsvandrerute og regnes som en af Hærvejens særlige perler.

Mountainbike for både begyndere og øvede

Mountainbike er en stor del af friluftslivet omkring Arden.

Arden-sporet starter ved Stabelpladsen og kan enten køres som en rundtur på seks kilometer eller bruges som forbindelse til Den Store Rold Skov-rute på cirka 24 kilometer.

De yngste ryttere er også tænkt ind. Omkring 200 meter inde i skoven findes et 500 meter langt børnespor, som er udviklet til børn mellem syv og tolv år. Her kan de trygt prøve kræfter med mountainbike, mens resten af familien kan tage en pause ved områdets bord-bænkesæt.

Som en nyhed er der desuden etableret et 120 meter langt spor til løbecykler ved Sortemosehus, så også de mindste kan få en god oplevelse på to hjul.

Ved Sortemosehus findes desuden en cykelstation med pumpe og værktøj samt mulighed for opladning af elcykler.

Midt på Hærvejens cykelrute

Sortemosehus ligger direkte ved Hærvejens Nationale Cykelrute 3, der strækker sig gennem Jylland fra syd til nord. Den lokale strækning forbinder Aalborg, Rebild og Rold Skov med Hobro og Viborg via både asfaltveje, grusveje og skovstier.

Det gør området til et oplagt stop for cyklister, der ønsker en pause eller en overnatning undervejs. Der er mulighed for overnatning i både shelter og herbergsværelser, og flere oplysninger findes på Sortemosehus.dk.

Det nye børne MTB-spor ved Sortemosehus giver de yngste mulighed for at prøve kræfter med mountainbike i trygge omgivelser. Foto: Privat
Ved Sortemosehus er der nu også etableret et 120 meter langt spor til løbecykler, så selv de mindste kan være med. Foto: Privat
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler