ForsideHadsundHadsund Roklub sender tre roere til internationale mesterskaber

Hadsund Roklub sender tre roere til internationale mesterskaber

- Annonce -

Hadsund Roklub sender tre roere til internationale mesterskaber

Der venter en spændende weekend for Hadsund Roklub, som får hele tre roere i aktion ved to af sommerens største internationale mesterskaber. Klubbens atleter skal repræsentere Danmark ved både U23-VM i Duisburg i Tyskland og Coupé de la Jeunesse i Lucerne i Schweiz.

Den største udfordring venter August Wisholm, der stiller til start i singlesculler ved U23-verdensmesterskaberne. Her skal han dyste mod roere fra 24 andre nationer. August går ind til mesterskabet med stor selvtillid efter en stærk sæson, hvor han blandt andet vandt U23-klassen ved den internationale regatta i Ratzeburg – en konkurrence, hvor flere af de kommende VM-modstandere også deltog.

Som led i de sidste forberedelser har August gennemført et tre uger langt træningsophold i Italien og Schweiz, hvor han har trænet på en sø i 1.800 meters højde. Dermed sender Hadsund Roklub en toptrimmet atlet til Duisburg, hvor han samtidig skal forsøge at forbedre eller forsvare den flotte sjetteplads, han opnåede ved sidste års verdensmesterskab.

Samtidig skal Caroline Hessellund og Melody Harati repræsentere Danmark ved Coupé de la Jeunesse, hvor de stiller op i toer uden styrmand – en af rosportens mest teknisk krævende bådtyper. Her møder de besætninger fra otte andre nationer.

De to unge roere har leveret imponerende resultater gennem sæsonen med blandt andet sejre ved internationale regattaer i Hamburg og stærke præstationer ved de danske regattaer. Resultaterne har vist, at de har fart i båden og kan begå sig på internationalt niveau.

Forud for mesterskaberne har de danske landsholdstrupper haft Hadsund Roklub som base for de sidste ugers intensive træning. Her har roere fra hele landet trænet sammen frem mod de afgørende konkurrencer.

Hadsund Roklub sender også trænere med til de internationale mesterskaber. Jens Christiansen er en del af den danske delegation ved U23-VM i Duisburg, mens Flemming Stegger er med ved Coupé de la Jeunesse i Lucerne.

Fra klubben lyder der samtidig en stor tak til de mange sponsorer, som gennem deres opbakning er med til at gøre det muligt for klubbens roere at konkurrere på højeste internationale niveau.

August Wisholm er klar til U23-VM i Duisburg, hvor han skal konkurrere mod verdens bedste U23-roere i singlesculler. Foto: Hadsund Roklub.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler