ForsideHobroTo lokale profiler vender hjem: Nye rådgivere hos Sparekassen Danmark i Hobro

To lokale profiler vender hjem: Nye rådgivere hos Sparekassen Danmark i Hobro

- Annonce -

To lokale profiler vender hjem: Nye rådgivere hos Sparekassen Danmark i Hobro

Der er kommet to nye ansigter på rådgivergangen hos Sparekassen Danmark i Hobro. Fælles for dem er, at de har en stærk lokal tilknytning og efter nogle år med arbejdslivet andre steder nu har valgt Hobro som deres arbejdsplads.

30-årige Rikke Lærke Nielsen og 43-årige Iben Østergaard Thybo er begge begyndt som privatrådgivere. De kommer med forskellige baggrunde og erfaringer, men deler ønsket om at arbejde tæt på lokalområdet og opbygge langvarige relationer til kunderne.

Rikke ville tættere på hjemmet

Rikke Lærke Nielsen bor i Hørby Skoleby sammen med sin kæreste og deres to små børn. Hun har arbejdet i den finansielle sektor i otte år, men ønskede nu at finde en arbejdsplads tættere på hjemmet.

Den 1. august havde hun første arbejdsdag i Sparekassen Danmark i Hobro.

– Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Der er et stærkt fællesskab i afdelingen, og man kan mærke, at kollegaerne gør sig umage for at få nye medarbejdere godt ind i både opgaverne og fællesskabet, fortæller Rikke Lærke Nielsen.

Afdelingen tæller omkring 26 rådgivere foruden afdelingsleder og souschef, og for Rikke har Sparekassen Danmarks lokale engagement haft stor betydning for valget af arbejdsplads.

Hun har blandt andet lagt mærke til sparekassens synlighed i lokalområdet og den støtte, som foreninger, ildsjæle og lokale projekter modtager gennem sponsorater og donationer fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro.

– Det betyder noget for mig at være et sted, hvor man giver noget tilbage til det område, man er en del af. Sparekassen er meget synlig lokalt, og man kan se, at støtten gør en forskel mange steder, siger hun.

Også de aktiviteter og oplevelser, der tilbydes sparekassens garanter, var med til at gøre arbejdspladsen interessant.

Hele kundens økonomi er vigtig

I rådgivningen lægger Rikke vægt på at finde løsninger, der fungerer både her og nu og på længere sigt.

– For mig er det ikke afgørende, om kundens økonomi er stor eller lille, god eller udfordret. Det interessante er at lære kunden at kende og være med til at finde de løsninger, der passer bedst til den enkelte, fortæller hun.

Når arbejdsdagen er slut, er det familien, der fylder. Med to små børn i børnehave og vuggestue går meget af fritiden med familieliv, ture på legepladsen og alt det praktiske, der følger med en hverdag som småbørnsfamilie.

Iben skiftede dyrehospitaler ud med økonomi

Den anden nye medarbejder, Iben Østergaard Thybo, har haft en noget anderledes vej ind i den finansielle verden.

Hun er 43 år og har arbejdet i finansbranchen i tre år. Tidligere var hun veterinærsygeplejerske og arbejdede på dyrehospitaler i blandt andet Hobro og Svenstrup.

På et tidspunkt fik hun lyst til at prøve noget nyt. Interessen for tal og økonomi gjorde finansverdenen til et naturligt valg, og efter uddannelse og arbejde i et andet pengeinstitut i Randers er hun nu kommet tilbage til Hobro.

Men selv om årene i finansbranchen foreløbig tæller tre, kommer Iben med mere end 20 års samlet erhvervserfaring. Erfaringen tager hun med sig ind i mødet med kunderne.

– Gennem mere end 20 år på arbejdsmarkedet har jeg fået en solid forståelse for både mennesker, relationer og de beslutninger og muligheder, der præger kundernes økonomi. Det giver mig et stærkt fundament i rådgivningen, hvor jeg lægger vægt på nærvær, tillid og sund fornuft, fortæller Iben Østergaard Thybo.

At det nye job blev i Hobro, var samtidig et meget bevidst valg.

– Hobro er en god by. Jeg har boet her i mange år og ville rigtig gerne have mit arbejdsliv her. Samtidig har jeg set, hvordan Sparekassen Danmark er en stor lokal spiller med mange kollegaer, gode muligheder og et stærkt fokus på lokalområdet, fortæller hun.

Hun oplever samtidig en sparekasse i positiv udvikling med tilgang af nye kunder – en udvikling, hun gerne vil være med til at bygge videre på.

Lokalt netværk skal styrke rådgivningen

Iben har gennem mange år opbygget et bredt netværk i Hobro og omegn. Det er skabt gennem både arbejdslivet og et aktivt engagement i bestyrelser og lokale fællesskaber.

Det lokale kendskab ser hun som en styrke i sit nye arbejde.

– Mit netværk giver mig et godt indblik i lokalområdet, erhvervslivet og de mennesker, der bor her. Jeg synes, det er en stor fordel at kende det område og de mennesker, man arbejder med og rådgiver, siger hun.

En vigtig del af netværket er opbygget gennem Ladies Circle Hobro, hvor Iben gennem mange år har været engageret.

For hende handler engagementet både om relationer, fællesskab og personlig udvikling. Netværket rækker samtidig ud over Hobro, da Ladies Circle mødes både lokalt, nationalt og internationalt og har relationer til andre netværk.

Blandt andet er der samarbejde med Mariagerfjord Kvindenetværk og Round Table.

– Det giver både faglig sparring, nye perspektiver og værdifulde relationer på tværs af brancher. Det er noget, jeg sætter stor pris på og også kan tage med mig i mit arbejdsliv, fortæller Iben.

Vil skabe stærke lokale relationer

For Iben er helhedsrådgivning en af de ting, der gør arbejdet som privatrådgiver spændende.

– Jeg kan godt lide tanken om, at vi tager kunderne igennem hele deres økonomi og får kigget ordentligt på den. I stedet for kun at løse et lille hjørne kan vi se på helheden og sammensætte løsninger, der passer til kundens situation. Når man på den måde kan gøre en reel forskel, er det hele værd, siger hun.

Privat bor Iben sammen med sin mand og deres ti-årige tvillinger. Ud over engagementet i Ladies Circle bruger hun tid på netværk og venner og følger børnene til blandt andet svømning og tennis i Hobro.

Også her møder hun jævnligt sin nye arbejdsplads. Sparekassens sponsorlogo dukker op mange steder i det lokale foreningsliv, og det er noget, der gør hende både glad og stolt over nu at være en del af arbejdspladsen.

Med Rikke Lærke Nielsen og Iben Østergaard Thybo har Sparekassen Danmark i Hobro dermed fået to nye rådgivere, der ikke blot arbejder i lokalområdet, men også selv har deres hverdag og stærke relationer her.

Rikke Lærke Nielsen er ny privatrådgiver hos Sparekassen Danmark i Hobro. Hun bor i Hørby Skoleby og ønskede med jobskiftet at komme tættere på hjemmet og lokalområdet. Foto: Mariagerfjordposten.dk
Iben Østergaard Thybo er ny privatrådgiver hos Sparekassen Danmark i Hobro. Hun er selv bosat i Hobro og glæder sig til at rådgive kunder i det lokalområde, hun kender så godt. Foto: Mariagerfjordposten.dk
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler