ForsideHadsundHadsundbroen fylder 50 år – fejres med spektakulært lysshow

Hadsundbroen fylder 50 år – fejres med spektakulært lysshow

- Annonce -

Hadsundbroen fylder 50 år – fejres med spektakulært lysshow

Hadsundbroens 50-års jubilæum skal markeres med lys, musik, kransekage og bobler. Den 10. november inviterer Hadsund Byforum til en festlig aften på brolandingen, hvor lokale Biangle Studio vil lade lys og animationer fortælle historien om broen.

Hadsundbroen har allerede været centrum for en stor fejring i 2026. Den 20. juni blev broen fejret med en fødselsdagsfest, men tirsdag den 10. november er det tid til den officielle markering af broens 50-års jubilæum.

Denne gang bliver selve broen hovedpersonen, når Hadsund Byforum inviterer til et stort arrangement med et spektakulært lysshow.

– Vi glæder os meget til at fejre broen med det her fantastiske show. Vi håber, at borgerne i Hadsund er klar til at tage ud en tirsdag aften i november og få en på opleveren. Vi lover, at det bliver vildt og noget, Hadsund aldrig har set før, siger projektleder ved Hadsund Byforum, Mads Reinholt Laursen.

Lokale lyskunstnere fortæller broens historie

Lysshowet bliver udviklet af lokale Biangle Studio, der består af kunstnerparret Mihei og Daiana. De er tilflyttere til Hadsund, uddannede arkitekter og har erfaring med at bruge lys som kunstnerisk medie.

De har fået til opgave at skabe et cirka ti minutter langt lysshow, hvor de med deres eget kunstneriske udtryk fortæller historien om Hadsundbroens tilblivelse. Herefter følger omkring 20 minutters live-VJ’ing med animationer til musik. Der bliver også udstillinger i tunnellen med gamle billeder fra dengang, broen blev bygget.

Showet vises på den side af broen, der vender ind mod Mariager Fjord, og det kan kun ses fra den nordlige side af fjorden. Derfor skal publikum være opmærksomme på at placere sig på den rigtige side.

Kransekage og bobler til de første 300

Arrangementet foregår på brolandingen – samme sted som fødselsdagsfesten i juni.

Pladsen åbner klokken 18.00, og her bliver de første 300 gæster budt på kransekage og bobler.

Klokken 18.30 byder Hadsund Byforum velkommen, og fem minutter senere holder borgmester Jesper Mikkelsen jubilæumstale for Hadsundbroen.

Klokken 18.45 begynder lysshowet, og omkring klokken 19.30 er selve showet slut.

Herefter forbliver pladsen åben, og der bliver mulighed for at købe både mad og drikke. Det lokale foreningsliv får også mulighed for at være med på pladsen.

Mariagerfjord Kommune deltager desuden med en stand, hvor besøgende kan høre mere om det nye projekt på brolandingen, ”Stedet Tæller X”.

Krøllen på et fantastisk år

For Hadsund Byforum bliver jubilæumsfesten samtidig afslutningen på et år med stor lokal opbakning.

– For Hadsund Byforum bliver arrangementet krøllen på et fantastisk år, hvor vi har oplevet en helt vanvittig opbakning. Det er vi utrolig taknemmelige for, og vi glæder os til at se alle igen til en helt særlig aften ved broen, siger Mads Reinholt Laursen.

Lokale sponsorer kan stadig være med

Den store jubilæumsfejring gennemføres med støtte fra Mariagerfjord Kommune, Nielsen og Mygind Fonden, Profox, Biangle Studio og Hadsund Byforum.

Derudover arbejdes der med lokale sponsorater á 5000 – 10.000 kroner, og der er fortsat mulighed for lokale virksomheder og aktører for at blive sponsor og dermed være med til at sikre den festlige fejring af Hadsundbroens 50-års jubilæum.

Projektleder Mads Reinholt Laursen fra Hadsund Byforum Foto: Mariagerfjordposten.dk
Foto: Biangle Studio
Foto: Biangle Studio
Foto: Biangle Studio
Foto: Biangle Studio
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Svineriet i Dyrehaven opklaret

- Annonce -

Seneste artikler